SOM DET FREMGÅR af dagens avis, bliver JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde kritiseret af Folkebevægelsen mod EU for at underløbe EU-modstanden. Og hvori består det kætterske så? At han er gået ind i den aktuelle EU-forfatningsdebat med konstruktive forslag til, hvordan man kan få et slankere og mere demokratisk EU. Det må man ikke som EU-modstander, mener blandt andre Folkebevægelsens Ole Krarup. Situationen giver mindelser om de verbale prygl, som Enhedslistens Keld Albrechtsen blev udsat for for nogle uger siden, da også han argumenterede for, at venstrefløjen skulle gå aktivt ind i debatten om EU-konventet. Det er næppe sidste gang, at en venstreorienteret politiker får kritik for sin pragmatiske linje til EU. Det vil ske igen og igen. Og vi vil sandsynligvis komme til at se venstreorienterede politikere gå længere og længere i deres pragmatisme og positive holdning til EU. FORKLARINGEN ER ENKEL: Venstrefløjen har en oplagt interesse i at bruge EU som redskab for sine egne politiske mål, og det vil gå op for stadig flere af dens toppolitikere, som i deres daglige parlamentariske arbejde kan se, hvordan EU kan bruges. Først og fremmest vil det forhold, at borgerlige partier bliver stadig mere EU-skeptiske, og at den yderste højrefløj ligefrem afskyr projektet, få de mest fremsynede på venstrefløjen til at ræsonnere, at EU vist ikke er så ringe endda. Og de vil kun blive bestyrket deri, når stadig flere internationalt orienterede unge insisterer på, at EU er en kampplads, hvor man kan kæmpe mod fremmedfjendskheden til fordel for menneskerettigheder - og mod de utæmmede markedskræfter til fordel for regulering af markedet. I VIRKELIGHEDEN GIVER den venstreorienterede EU-skepsis mindelser om dengang for cirka hundrede år siden, da venstrefløjen mente, at man umuligt kunne bruge 'den borgerlige statsmagt' til at forbedre de svages kår. Heldigvis blev disse fantaster overhalet af de mere fremsynede og pragmatiske reformister, der insisterede på at dreje staten i en socialt retfærdig retning. Det lykkedes, så vi nu har fået en velfærdsmodel, som den EU-skeptiske venstrefløj i dag kalder for forbilledlig. Set fra venstrefløjens synspunkt er der således mange gode grunde til at kæmpe i EU i stedet for konsekvent at mistænkeliggøre institutionen og de personer, der vil bruge den.