SÅ KOM den udnævnelse, mange har ventet - og frygtet. Bjørn Lomborg er blevet udnævnt til direktør for det ny Institut for Miljøvurdering. Det føjer sig med en bevilling på beskedne ti millioner kroner til den lange liste over offentlige og private organisationer, der beskæftiger sig med miljøspørgsmål herhjemme. At instituttet er en god ide, som regeringen fortjener ros for, burde sige sig selv. Det er nogle år siden, at man erkendte, at prioriteringen på sundhedsområdet ikke kunne overlades alene til lægerne. Det førte til faget sundhedsøkonomi, der nu spiller en central rolle for debat og beslutninger på området. På samme måde har regering og Folketing brug for at supplere de mange fagfolk og miljøforkæmpere med ekspertise, der anlægger helhedsbetragtninger og også ser på den samfundsøkonomiske side af miljøindsatsen. LOMBORGS MANGE hjemlige og internationale kritikere mener stort set ikke, at han burde komme til orde, endsige blive direktør for et miljøinstitut. Kritikkens voldsomhed er først og fremmest et udtryk for, hvor stærke følelser miljøkampen vækker. Det er der ikke noget mærkeligt i. Men det understreger sådan set kun yderligere behovet for, at følelser parres med fornuft og fakta, når store og dyre beslutninger skal træffes. Til dem, der efter de mange angreb sidder tilbage med en fornemmelse af, at Lomborg er en charlatan, er kun at sige: Læs bøgerne - det passer simpelthen ikke. Bjørn Lomborg har demonstreret en enestående evne til at indsamle og vurdere store mængder af data, der belyser miljøets tilstand. Han har også vist det intellektuelle mod, der skal til for at fastholde massivt upopulære pointer. Om han også vil blive en god institutdirektør, vil tiden vise. Men at forbigå ham, fordi han er kontroversiel, ville have været en meget dårlig start for et institut, der først og fremmest skal vise sin berettigelse ved at sætte spørgsmålstegn ved forudfattede meninger. REGERINGEN HAR i huj og hast gennemført ganske store nedskæringer på miljøområdet, før Lomborg og hans institut kom på plads. Fremtidens miljøprioriteringer bliver forhåbentlig truffet på et mere sagligt grundlag og efter en mere åben debat. Det skulle Institut for Miljøvurdering og Bjørn Lomborg i hvert fald gerne yde deres uafhængige og kritiske bidrag til. Hvad enten regeringen nu bryder sig om det eller ej.