»NU SKAL DET gøres lovligt at offentliggøre karaktergennemsnittet for landets gymnasieskoler og hf for at forbedre uddannelseskvaliteten«, sagde undervisningsministeren forleden. Og prompte talte kritikerne - med Gymnasielærernes Landsforening i spidsen - om »glidebanen mod en ringere gymnasieskole«. Hvem har ret? Ingen. Begge lejre puster nemlig spørgsmålet om 'ja eller nej til offentliggørelse af karakterer' ud af proportioner. Der er tale om et tamt forslag, som hverken vil forbedre kvaliteten i uddannelsessystemet eller det modsatte. For at tage kritikerne først. Skulle et gennemsigtigt system med offentlige karaktergennemsnit bane vejen for et ringere gymnasium? Det er svært at se. For få måneder siden havde vi den samme debat om folkeskolen, og her skreg skoleledere og lærerforeningen op om, at en offentliggørelse af karaktererne ville føre til en social nedtur for en række af de skoler, der havde lave gennemsnit. Men der skete intet. Offentliggørelsen havde ingen effekt på forældrenes skolevalg. Og hvis det havde, ville det så være et argument for at forhindre forældrene i at få oplysningerne? Ikke hvis man mener, at det moderne menneske selv kan håndtere og forholde sig kritisk til informationer. KRITIKKEN SKYDER altså over målet, men det gør fortalerne for en offentliggørelse af karaktererne også. Der er nemlig intet, som tyder på, at karaktergennemsnittet er det 'kvalitetsmål', der én gang for alle tager det afslørende røntgenbillede af gymnasiets kvalitet. For det første afspejler et karaktergennemsnit ikke nødvendigvis skolens og lærernes fortræffeligheder, men nok så meget elevernes sociale baggrund og ressourcer. Dernæst handler gymnasiet om meget andet end om fag og tal fra 0 til 13, nemlig f.eks. om elevernes sociale og almene kompetencer. En offentliggørelse af karaktererne vil altså hverken gøre skade eller gavn. Men da vi næppe vil lide under at få relevante informationer, er der intet forgjort i at ophæve forbuddet mod offentliggørelse