VIST ER der langt til Marbella på den spanske middelhavskyst, hvor fodboldspillerne fra Farum netop har været i solbeskinnet træningslejr. Men fristelsen til at sammenligne Farums og Marbellas borgmestre er snublende nær - for sidstnævnte, Jesus Gil y Gil, var også som Peter Brixtofte aktionær i den klub, hvor han sad som formand. Og også i Marbella var det svært at finde pengenes lige og rette vej, og derfor måtte den spanske fodboldboss og borgmester en tur bag tremmer. Nu er bagmandspolitiet trådt ind i Brixtofteaffæren, der synes at være båret af Venstre-borgmesterens næsten desperate iver efter at føre Farum Boldklub A/S til dansk og international fodboldhæder. Dette mål er tilsyneladende baggrunden for en række af de mærkværdige, stærkt kritisable og måske også kriminelle økonomiske transaktioner, som Peter Brixtofte har gennemført i mere eller mindre villigt samarbejde med firmaer, der er endt som klubbens sponsorer. Det viser de afsløringer, dagspressen har kunnet diske op med i de seneste dage. Det opsigtsvækkende sammenfald mellem, hvilke firmaer der udfører opgaver for Farum Kommune, og hvilke firmaer der lægger penge i boldklubbens sponsorkasse, fortæller om en kreativ og ambitiøs, men også meget utålmodig klubformand, der helt og aldeles har ladet sig styre af sine drømme. FARUM SKULLE blive Danmarks sportsmekka, og fodboldklubben skulle overgå både FC København og Brøndby - for slet ikke at tale om Manchester United. Og det skulle gå stærkt. Peter Brixtofte har derfor optrådt som en begejstret og ivrig fodboldpræsident, der nærmest ikke har haft tid til at vente på den sportslige udvikling, og han var således også parat til at købe konkurssejleren Lyngby Boldklub og dennes superligalicens. Det blev dog bremset af fodbold-sjæle i Lyngby, og derfor må Farum Boldklub finde sig i at lade resultaterne på fodboldbanen bestemme klubbens fremtidige skæbne. Hele Brixtofteaffæren er et lysende eksempel på, hvor galt det kan gå, når en bykonge lader sig besætte af en drøm om magt i sportens verden - og når han uhæmmet spænder sportsvæsenet foran den politiske stridsvogn. Brixtofte har ikke kunnet se forskel på det at være byens førstemand og klubformand, og det bør være en lærestreg for alle de borgmestre, der tror, at hovedet let lader sig klæde af flere kasketter. For det er ikke tilfældet.