HVIS DU vil lære noget, så tag til Norge. Hvis du vil tjene penge, så tag til Sverige. Hvis du vil holde fri, så bliv i Danmark. Sådan beskriver lægerne selv situationen, og at det er en ganske dækkende beskrivelse af virkeligheden anno 2002 er fremgået af en artikelserie her i bladet. Der er ikke lægemangel her i landet, men overenskomster, dårlig arbejdstilrettelæggelse og kortsynede forsøg på at holde omkostningerne nede forhindrer, at de udnyttes ordentligt. Og det har konsekvenser langt ud over de paradoksproblemer, der handler om vikarer, der tjener mere end fastansatte, og læger, der suser rundt fra land til land for ikke at kede sig ihjel. Hospitalsvæsenet er jo til for patienternes skyld, og de mærker først og fremmest konsekvenserne på det, der i jargonen hedder patientforløbet. DE STØRSTE problemer i vores møde med sygehusvæsenet knytter sig til oplevelsen af, at der ikke er nogen helhed i den kontakt, man har med behandlingssystemet. Hvor er den læge, der tager ansvar for hele behandlingen, og som i overført eller bogstavelig forstand kan holde en i hånden både før, under og efter behandlingen? Og hvor er den læge, der kan brokke sig, hvis undersøgelser laves i den forkerte rækkefølge, journaler bliver væk, ventetiden bliver for lang, aftaler ikke overholdes, og usikkerheden vokser ud over alle bredder? Ja, den læge var på vagt i går eller i morges, og måske var hun eller han den fjerde i rækken af de syv, man mødte under sit sygehusophold. Der er brug for markante reformer på i hvert fald to punkter. Dels skal ledelsen blive endnu mere professionel og villig til at bryde op i systemerne i patienternes interesse. Dels og lige så vigtigt er det at erkende, at intet kan erstatte kvalificerede og engagerede læger, der faktisk er til stede i lange forløb. Meget gerne mange flere timer om ugen end almindelige danske lønmodtagere. Det koster penge. Derfor er en af forudsætningerne for fremskridt også, at man accepterer, at lægerne igen får lov til at tjene mere end os andre. Til gengæld skal de også knokle der, hvor de er. For også på dette område gælder det, at øvelse gør mester, og at den, der ikke er der, ikke kan gøre en forskel.