TOTALT PERSPEKTIVLØST. Tidligere formand for Ligningsrådet, professor Ole Bjørn, var ikke i tvivl, da han skulle give karakter til regeringens økonomiske fremskrivninger. Skattestoppet betyder, at der ikke er udsigt til mere end 3,5 milliarder kroner i lettelser på indkomstskatten. Og det oven i købet ikke før 2004. Beløbet forslår som en skrædder i helvede, hvis man skal øge danskernes lyst til at arbejde og dæmme op for en af tilskyndelserne til, at unge danskere flygter til venligere himmelstrøg. At finde en økonom, som vil sige noget positivt om stoppet, er stort set umuligt. Forståeligt nok. Den populistiske og forstenede tankegang, der kommer til udtryk med skattestoppet, kalder ikke på pæne ord. Fastfrysningen af skattesystemet placerer regeringen i en slem klemme, hvor den effektivt har frataget sig selv muligheden for at gennemføre hårdt tiltrængte reformer af fordelingen mellem skatten på arbejde og skatten på ejendom. Reformer, som kunne have hjulpet til at løse de kommende års mangel på arbejdskraft. Dertil kommer, at skattestoppet sammen med besparelserne på uddannelserne er endnu et trist eksempel på overførsel af penge fra de unge til de ældre. Udformningen af stoppet lægger et loft over ejendomsværdiskatten, som medfører en udhuling af skatten på ejerboliger. Resultat: dyrere boliger og en endnu større gevinst til de ældre boligejere. UANSET MÆNGDEN af kvababbelser over stoppet er en ting dog sikkert. Anders Fogh Rasmussen betragter det som sin livsforsikring. Det løfte løber han ikke fra. Det konstruktive spørgsmål er derfor, om stoppet kan bruges til noget. Og den seneste tid har vist, at det faktisk er tilfældet. Efter at den tidligere regering på ussel vis gemte skattediskussionen i sin syltekrukke af en skattekommission, har skattedebatten nu igen indtaget sin behørige placering på den politiske dagsorden. Vigtigst er dog skattestoppets ubønhørlige udstilling af årtiers forsømmelser. Når stoppet er så tragisk, skyldes det jo, at tidligere regeringer har manglet både mod og indsigt til at gennemføre de nødvendige reformer. SR-regeringen var tydeligvis løbet tør for ambitioner, selvom den kom et stykke ad vejen med pinsepakken. Om ikke andet har det primitive stop givet skattespørgsmålet en så fremtrædende placering, at det bliver umuligt at undslippe. Tak for det.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
