Løftebrud

Lyt til artiklen

IKKE NOK MED at finansminister Thor Pedersen (V) i regeringens finanslovsforslag vil skære 1,5 milliarder kroner på uddannelsesområdet. Han har også skåret i sit partis uddannelsesordførers hjerte. Det betroede Gitte Lillelund Bech os i gårsdagens avis, hvor hun ikke kunne give anden begrundelse for besparelsen, end at pengene skal bruges på andre områder. Vi græder tørre tårer over Lillelunds og Venstres hjertekvaler - de må siges at være selvpåførte. Til gengæld er hendes begrundelse lige til at græde over. For besparelsen er jo ikke udtryk for en målrettet satsning til fordel for eksempelvis ingeniøruddannelsen eller naturvidenskab. Det ville kunne begrundes ud fra en liberal tankegang for at øge landets konkurrenceevne. Nej, som erhvervsledere kritiserer i dagens avis, sker nedskæringen uden mål og med. Besparelsen gennemføres med en grønthøster, der bevidstløst kværner gennem uddannelsessektoren og dermed rammer alle uddannelser. En sådan teknik efterlader ikke kun kortklippet græs, men også en afsvedet mark, som umuligt kan fungere som vækstlag for fremtidens videnssamfund. REGERINGENS udspil på uddannelsesområdet er ud over at være ufatteligt kortsigtet et klart løftebrud. For hvor ofte har vi ikke hørt borgerlige politikere kritisere den tidligere regering for at svigte naturvidenskab og ingeniør-uddannelserne? Og det er kun få måneder siden, uddannelses-politikere på højre banehalvdel i skingre toner bakkede op om de nødlidende erhvervsrettede uddannelser. Det var derfor naturligt at forvente, at regeringen i sit første finanslovsforslag realiserede nogle af de dyre ord. Men nej, for at holde løfterne på sundhedsområdet har regeringen brudt løfterne i uddannelsespolitikken. VÆRST ER DOG, at finanslovsforslaget er endnu et eksempel på, at uddannelsespolitikken lider under, at de færreste politikere har mål, der rækker ud over én valgperiode. Det var også tilfældet i den tidligere regering, hvor bevillingerne til flere uddannelser ikke fulgte prisudviklingen og dermed blev udhulet. Men det gør ikke det nye finanslovsforslag mindre forstemmende. Det er svært at konkludere andet, end at videnssamfundet bliver afløst af uvidenhed i minimalstaten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her