DET VAR helt rigtigt af EU-kommissionen at fastholde, at Tyskland som ethvert andet medlemsland må tåle en påtale af, at dets budgetunderskud er ved at blive større end det mål, eurolandene har forpligtet sig til. Ikke bare fordi Tyskland som EU's største medlemsland ikke skal nyde særlige privilegier. Men især fordi det var Tyskland, der i 1996 insisterede på stabilitetspagten som en ekstra garanti for, at mindre ansvarlige lande 'sydpå' ikke skulle underløbe den ny valuta. Tyskerne ligger, som de har redt, selv om der i øvrigt ikke er nogen uenighed om, at den tyske regering gør, hvad den kan for at bringe udgifterne under kontrol, i en situation hvor økonomien i en periode er stagneret. STABILITETSPAGTEN er sådan indrettet, at dens benhårde sanktioner - enorme bøder - kun kan opkræves af et kvalificeret flertal i EU's finansministerråd. Risikoen for, at det skulle kunne overgå Tyskland, er rimelig teoretisk. Faktisk ville Tyskland formentlig allerede nu kunne mobilisere de nødvendige stemmer til at underkende EU-kommissionens advarsel. Men realiteten er naturligvis, at advarslen er givet. Uanset hvor irriterende den er for en tysk regering, der snart er på valg. Omvendt må man sige, at oppositionens kandidat, Edmund Stoiber fra Bayern, der lover store, ufinansierede skattelettelser, ikke har de store muligheder for at angribe på denne flanke. DISKUSSIONEN er også en påmindelse om, at den tyske opfindelse - der ikke var med i den oprindelige eurotraktat - aldrig bør blive praktisk politik. Et kriseramt land skal ikke yderligere lænses for penge. Men bortset fra denne teoretiske risiko, der bør fjernes, er den europæiske pointe positiv nok. Den finanspolitiske ansvarlighed, som Tyskland tidligere havde monopol på, er nu blevet fælles gods. Eleverne, også i Sydeuropa, har overgået læremesteren. Om det ender med at blive et realøkonomisk problem, afhænger af de globale konjunkturer, som alle i disse måneder holder så nervøst øje med.