MÅSKE LED den borgerlige regering under valgkampen under den underlige illusion, at besparelser er gratis. Stats-minister Anders Fogh Rasmussen (V) fik det gang på gang til at lyde, som om hans løfte om skattestop ville blive let og smertefrit at gennemføre, fordi det offentlige var ekstremt generøst og strøede mange penge ud til marginale formål, som ingen ville savne, når de blev skrottet. BLANDT LØFTERNE om besparelser på finansloven var dog også et enkelt markant bidrag: 1,7 milliarder kroners nedskæring på udviklingsbistanden. Her var måske en ekstra nem besparelse, som hovedparten af befolkningen ville bakke op om. Måske mest fordi projektets konkretioner var så diffuse. Det er først nu, da projekterne skal realiseres, at anstændige mennesker måske stopper en omgang og begynder at tænke på konsekvenserne. En af de værste er, at en lang række danskstøttede aids/hiv-projekter i det sydlige Afrika må indstilles på grund af regeringens spareplaner. Regeringen vil ganske vist fastholde 110 millioner kroner til den globale aids-fond, som fra Genève fordeler støtte til forebyggelse af hiv/aids, malaria og tuberkulose - men samtidig skal der skæres ti procent ned på tilskuddet til store danske hjælpeorganisationer, herunder Folkekirkens Nødhjælp. HVAD KOMMER DET til at betyde? At lande som Zambia og Malawi, hvor aids er en folkesygdom, mister støtten, ligesom det formentlig vil ske i Zimbabwe, hvor der hvert år dør 160.000 mennesker af aids, og 624.000 bliver forældreløse. Omkring 1,4 millioner mennesker mellem 15 og 49 år er smittet - hele 25 procent af befolkningen. I dele af Afrika er aids et helt overvældende problem, som burde vække meget større opmærksomhed, end det sker globalt. I lyset af hvor resolut og forholdsvis resultatrigt det for nylig lykkedes det internationale samfund at rejse penge til genopbygningen af Afghanistan, er det en smertelig, men ikke overraskende kendsgerning, at den globale aids-fond, som Kofi Annan med møje fik skabt, kun har indsamlet så forholdsvis ringe et beløb. At Danmark netop nu vælger at skære ned på dette område, er skandaløst.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
