DEN STATSLIGE MEDLØBEN i forhold til vindmølleindustrien er med den borgerlige regering pludselig sat i bero. Det er på den ene side sundt og nødvendigt at slå bremserne i, hvis argumentet er, at produktionen er ude af trit med de aktuelle økonomiske realiteter. På den anden side må udviklingen af alternative energiformer ikke sættes i stå på grund af et ideologisk felttog. Når økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) vælger at stoppe støtten til tre havmølleparker, har han den økonomiske begrundelse i orden. El-energi kan i dag købes på det frie marked for 17 øre per kilowatt-time, men vi betaler vindmølleejerne 60 øre for samme mængde energi. Samtidig har ministeren fremlagt beregninger, der viser, at forbrugerne skal betale ekstra 900 millioner kroner om året, hvis havmølleparkerne til fem milliarder kroner bliver realiseret med statsstøtte. DESVÆRRE er den nye regering endimensional i jagten på øjeblikkelige besparelser. Det havde tjent ministeren til ære, hvis han benyttede stoppet for havmølleparkerne til at fremlægge et nyt syn på udviklingen af den danske energiproduktion. Skal Danmark være blandt de innovative, eller skal Danmark udelukkende være passiv indkøber. Det må være klart, at et land som Danmark ikke blot kan læne sig tilbage og lade andre lande udvikle alternativ energi. Vi må være med, og vi må sikre os en industri, der er i stand til at udvikle nye ideer. Det er rent faktisk det, der er sket med vindmølleindustrien i Danmark. Den er blevet verdens førende på grund af en fremsynet statsstøttet satsning, men omvendt må statens økonomiske opbakning nå en grænse. Vindmølleindustrien er ikke længere på kuvøseniveau. Den er fuldt ud udviklet. De danske selskaber er blandt verdens største af sin art, og ejerne er nu blandt landets rigeste mænd. Vindmølleindustrien må kunne leve uden statsstøtte, og den må kunne klare sig i konkurrencen om de udenlandske markeder uden at skulle have snablen ned i lommen på de danske forbrugere.