Britisk ballon

Lyt til artiklen

DEN BRITISKE regering har fået øje på et problem. Problemet er, at de 15 EU-regeringschefer, forsamlede til topmøde, har svært ved at træffe det minimum af beslutninger, der skal til for at give EU fremdrift. Når 15 statsministre mødes, er det svært at finde kompromiser, fordi egoerne er uvante med ydmyghed, og fordi alle helst skal bære sejre hjem til hjemmefronten. Og når 15 regeringschefer om få år bliver til 20 eller 25, kan det nemt blive helt umuligt. Problemet er alvorligt. Men briternes løsning - der officielt kun er en læk til den normalt velinformerede Financial Times - er fuldstændig ubrugelig. Den går ud på, at de tre største medlemslande - Tyskland, Frankrig og - gæt selv - Storbritannien - skal udgøre en slags forretningsudvalg for Det Europæiske Råd, hvor statsministrene mødes hvert halve år. Ideen er totalt uspiselig for alle EU's øvrige lande, enten fordi de som Italien og Spanien føler, at de selv hører til blandt de tunge drenge, eller fordi de som Danmark og de fleste andre ved, at de ikke er i nærheden af det luftlag. Så ikke bare er tanken i strid med hele pointen med EU - at erstatte europæisk magtpolitik med et regelbåret samarbejde - den er heldigvis også realpolitisk dødfødt. MEN DET ændrer jo ikke ved, at EU har et problem, der bliver større med udvidelsen. Hvordan sikres beslutningskraften fremover? Her kunne man passende tage udgangspunkt i den anden del af den britiske prøveballon. Den går ud på at erstatte den roterende formandspost med en fast generalsekretær, der kunne sidde for bordenden og forberede møderne. En sådan generalsekretær ville markant styrke EU's evne til at agere både udadtil og indadtil. Og på lidt længere sigt ville man så kunne stille det indlysende spørgsmål: Bør den udøvende magt i Den Europæiske Union ikke på længere sigt kontrolleres af repræsentanter for medlemslandene, der har det som deres hovedopgave at udøve den kontrol? Den nuværende model, hvor rent nationale politikere på deltid forsøger at styre et europæisk embedsmandskorps på fuldtid, er i hvert fald ikke langtidsholdbar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her