Uafhængighed

Lyt til artiklen

LISTEN OVER de råd og nævn, som regeringen i sidste uge med et snuptag dødsdømte, var lang, nogle steder for lang, og særligt én institution stak ud: Det Danske Center for Menneskerettigheder. Det skal nedlægges, og dets opgaver i fremtiden deles mellem det nye, stærkt udvidede DUPI og Udenrigsministeriets menneskerettighedsenhed. Menneskerettighedscenteret blev oprettet i 1987 med støtte fra alle partier undtagen Fremskridtspartiet, og meget tyder på, at det er fremskridtsfolkenes arvtagere i Dansk Folkeparti, der har æren for, at regeringen nedlægger en af Danmarks mest respekterede institutioner. FN's højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, kalder centeret for »en af verdens mønsterinstitutioner«, der har inspireret tilsvarende centre rundt om i verden. Hun tiggede derfor mandag i et personligt brev statsminister Anders Fogh Rasmussen om at bevare det danske center. Men ordene faldt på gold jord. Statsministeren henviste til udenrigsministeren, som blot svarede, at beslutningen ikke ville få indflydelse på centerets hidtidige uafhængighed. Det er desværre næppe rigtigt. DUPI sorterer direkte under Udenrigsministeriet og styres af en ministerudnævnt direktør og en bestyrelse med medlemmer udpeget af stats-, udenrigs- og forsvarsministrene. Ikke den allermest uafhængige instans, man kan tænke sig, og med nedlæggelsen af centeret mister Danmark derfor både sin klareste internationale stemme på menneskerettighedsområdet og den institution, der mere end nogen anden gennem de seneste 14 år har holdt skiftende regeringer i ørerne. HVIS DER er et lyspunkt i denne triste sag, er det, at regeringens forkerte og kortsynede beslutning bør være en anledning til at skabe et virkelig uafhængigt dansk menneskerettighedscenter. For uanset at Det Danske Center for Menneskerettigheder var funktionelt uafhængigt, var det delvist økonomisk afhængigt af den stat, det skulle kontrollere. Og selv om intet tyder på, at det på noget tidspunkt influerede på centerets vurderinger, var statsstøtten en lille skramme i dets uafhængighed, som der nu er mulighed for at fjerne. Danmark er begunstiget med mange velpolstrede fonde, og det er vanskeligt at finde en bedre eller vigtigere opgave i den kommende tid end at sikre, at vi også fremover har et uafhængigt center, der kan fremme og sikre menneskeretten både her til lands og i udlandet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her