COLOMBIAS regering og landets største oprørsstyrke, Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC), er netop vendt tilbage til forhandlingsbordet efter måneders krise, der var på nippet til at ende i en åben krig. Krigen blev kun afværget, fordi FN samt en række europæiske og latinamerikanske lande trådte aktivt ind i konflikten og lagde pres på begge parter. Det tjener de mæglende lande til ære, at de greb ind, før den fastlåste situation endte i endnu et af de lange blodbade, som Colombias historie er fuld af. Landets nuværende borgerkrig er en tragedie, der har varet i 38 år og kostet titusindvis af liv. DET ER vigtigt, at Europa fastholder interessen, for der er stadig masser af grund til bekymring på Colombias vegne. Dels fordi fredsprocessen fortsat er yderst skrøbelig, dels - og ikke mindst - fordi USA helt åbenlyst har mistet tålmodigheden med parternes træge forhandlinger. I det amerikanske udenrigsministerium har man planer om at ændre den militære del af det omstridte antinarkoprogram Plan Colombia, så det også får til formål at bekæmpe oprørerne. De planer fik forleden støtte fra avisen Washington Post, der ligefrem opfordrede Bushregeringen til at bruge militærmagt over for Colombias oprørere. Dermed er vi tilbage ved tankegodset fra den kolde krig. OPRØRERNE lever af at bortføre uskyldige civile og af at opkræve 'skat' fra narkoindustrien. Det er umuligt at have sympati for den slags. Men de eksisterer samtidig kun, fordi landets egoistiske elite og dets korrupte politiske klasse aldrig har bekymret sig om Colombias enorme uligheder. EU har gjort et seriøst forsøg på at forstå landets vanskelige situation ved at påtage sig fredsmæglerrollen, og de europæiske lande har hele tiden været dybt uenige med USA om Plan Colombias alt for stærke militære elementer. Derfor må EU også få USA til at forstå, at en langsigtet kamp mod terror og/eller oprør ikke altid kan vindes ved hjælp af militære midler.