KERNEN I PFA-SAGEN har flere gange haft en udpræget tendens til at fortone sig under det tre år lange sagsforløb. Forståeligt nok. Den har nemlig aldrig været særlig stor. Primitivt dokumentfalsk hører sædvanligvis til de mere ukomplicerede retssager. Hvad sagen har manglet af væsentlige spørgsmål, har den til gengæld haft af kändisser og skandaler. Faktisk så meget at det til tider har været svært at skimte sagen bag den sæbeopera, der udspillede sig i forbindelse med behandlingen i Københavns Byret, hvor især opløbene på byrettens trappe gjorde alvorlig skade på respekten for retssystemet. Hvor det gik galt, står ikke klart. Men både anklagemyndighed og forsvarere bærer deres del af ansvaret. Allerede mens Thorsen og Trads i begyndelsen af sagen sad varetægtsfængslet, væltede detaljerne ud fra anonyme kilder i politiet i et hidtil uset omfang. Det efterlod efterfølgende de to anklagede med få andre muligheder end at tage mediekampen op, hvilket ikke gjorde sagen mindre kulørt. Forsvarernes brug af intime detaljer i retssagen bidrog heller ikke til at gøre tingene bedre. I TAKT MED at de slibrige detaljer og grove udfald fik overtaget, fortonede de fleste spor af noget principielt sig. Det var synd. For går man bag Thorsens og Trads' primitive forfalskninger, er der faktisk ting at tage ved lære af. Eksempelvis hvor påfaldende let det var for byggematadoren at lokke en række af erhvervslivets notabiliteter med i Cirkus Thorsen. Vi nævner i flæng tidligere statsminister Poul Schlüter og den daværende PFA-formand, Jørgen Mølvang. Det har været forbløffende at se, hvor langt Thorsen kunne komme med sin cocktail af dyre vine, fine middage og ualmindeligt store armbevægelser. At der tilsyneladende ikke skal mere til at lokke toppen af dansk erhvervsliv med i uldne projekter, har ikke været noget kønt syn. Samtidig kan det fortsat undre, hvor påfaldende let spil Rasmus Trads' fyldepen havde i et af landets største pensionsselskaber.