DET ER nu egentlig ganske morsomt, at det netop blev i denne uge, at en gruppe smagsdommere og statsbetalte bedrevidere vandt den første eklatante sejr over en folkevalgt Venstreminister. Mens hundredvis af råd, nævn og eksperter står for fald, tilføjede landets ældste gruppe af højtuddannede eksperter kirkeminister Tove Fergo (V) et markant nederlag. Hun måtte på det nærmeste sige undskyld og trække i land for alle de meldinger, hun på sine mindre kyndige vælgeres vegne er fremkommet med, siden hun blev udnævnt. Ved at stå sammen formåede landets biskopper at demonstrere, at der dog stadig er et enkelt område, hvor landets regering har respekt for en i bogstaveligste forstand højere sagkundskab. Men selv om ugens kirkestrid - ikke mindst takket være ministerens lidt urutinerede facon - havde sine komiske sider, var den ikke uden et videre perspektiv for vores statskirkes - undskyld, folkekirkes - fremtid. GRUNDLOVENS ORD om, at folkekirkens forhold ordnes ved lov, er aldrig blevet indfriet, og det er blot det formelt mest dramatiske udtryk for, hvor uafklaret, selvmodsigende og på mange måder problematisk et grundlag, vores statsunderstøttede religion hviler på. Det er klart, at situationen må virke uholdbar på alle dem, der tilhører andre religioner eller trossamfund end det autoriserede lutheranske, og på alle os der - hvad enten vi nu har papirerne i orden eller ej - ikke rigtig tror på nogen form for højere magter. Men også for kirkefolket og de troende selv, minder kirkestriden om, at det nuværende arrangement dybest set lever af, at hverken bisperne eller de skiftende kirkeministre tager sig selv alvorligt. For er sagens kerne ikke, at Tove Fergo har holdninger til sit ministerområde? Og er det ikke normalt ganske rimeligt, at en minister har det? At det i praksis er aldeles uholdbart for en kirkeminister viser, hvor stort behovet er for en gennemgribende debat om folkekirkens fremtid. Om ikke en ny reformation, så dog en gennemgribende reform.