UDENRIGSMINISTER Renato Ruggiero blev ofte betegnet som regeringen Berlusconis 'knaphulsblomst'. Men Ruggiero var mere end bare til pynt: Den erfarne karrierediplomat og tidligere WTO-direktør var det eneste medlem af Berlusconis regering, som intellektuelt, fagligt og hvad international anseelse angik ragede op over den provinsielle middel-mådighed, der kendetegner resten af regeringen. Ruggiero gik af i frustration over den holdning til EU-samarbejdet, som Berlusconi og den øvrige regering har lagt for dagen ved at sabotere det internationale justitssamarbejde, ved at trække Italien ud af et fælles flyprojekt, som er et væsentligt element i forsvars-samarbejdet, ved til det sidste at blokere vedtagelsen af den europæiske arrestordre og ved på Laekentopmødet at kræve EU's fødevareagentur placeret i Parma, skønt de 14 øvrige lande var enige om at placere det i Finland. Dertil kom Berlusconis utidige udtalelser om den kristne kulturs overlegenhed i forhold til den islamiske og den åbenlyse modvilje, hvormed flere ministre hilste indførelsen af euroen. BERLUSCONI blev i sin tid presset til at udnævne Ruggiero af Italiens præsident Ciampi og af Fiat-koncernens overhoved Gianni Agnelli, der begge så Ruggiero som manden, der kunne sikre en fortsat integrationsvenlig italiensk EU-politik og overbevise udlandet om, at man fortsat kunne have tillid til Italien. Bruddet mellem Ruggiero og Berlusconi vil måske animere Ciampi til i højere grad at prøve at kalde regeringschefen til orden, og Agnellis bekymring vil utvivlsomt brede sig i toppen af italiensk erhvervsliv. Med Ruggieros afgang har Italien mistet sit troværdige ansigt udadtil, og Europa har mistet en mand, som kunne have ydet et værdifuldt bidrag til EU-samarbejdet. Det er sørgeligt at se en italiensk regering i den grad kaste vrag på den internationalisme og vilje til europæisk samarbejde, som ellers har været et af de fornemste træk i det demokratiske Italiens politiske kultur.