BALLADEFAKTOREN er altid høj, når Trafikministeriet er involveret. Sagen om udliciteringen af de midt- og vestjyske jernbanestrækninger blev ingen undtagelse. Balladen kulminerede foreløbigt i går, da DSB's administrerende direktør, Henrik Hassenkam, valgte at sige sin stilling op. Samtidig lykkedes det kun med nød og næppe for trafikminister Flemming Hansen (K) at overtale Knud Heinesen og resten af DSB-bestyrelsen til at blive siddende. Formentlig kun et løfte om stop for yderligere udliciteringer indtil 2005 kunne formilde en bestyrelse, der var ualmindelig tvær efter Trafikministeriets afvisning af statsbanernes tilbud om at køre på de jyske baner. En opgave, der som bekendt gik til britiske Arriva på trods af et billigere tilbud fra DSB. Udadtil ser sagen alt andet end køn ud for trafikministeren. Begrundelsen for afvisningen af DSB fortoner sig i en sump af fortrolige beregninger og gensidige beskyldninger mellem DSB og Trafikministeriet. Ikke den allerbedste begyndelse for en regering, der har udliciteringer højt på dagsordenen. MEN BAG al krudtrøgen og gårsdagens feberredning fra trafikministeren gemmer der sig alligevel konturerne af en fornuftig løsning. Godt nok måtte Flemming Hansen med Henrik Hassenkams farvel tage afsked med en dygtig direktør. Til gengæld beholder han en kompetent bestyrelse for DSB, ligesom der er masser af gods i den tilbageværende koncernledelse. Selvom der forestår en stor opgave med igen at motivere medarbejderne, er der ikke grund til at frygte for DSB's fremtid. Dog kan det undre, hvordan samarbejdet med Trafikministeriet bliver i fremtiden. Det er trods alt usædvanligt, at en virksomheds ejer - i dette tilfælde ministeriet - afviser et tilbud fra den pågældende virksomhed, fordi det er for optimistisk. UD OVER at sikre stabiliteten hos DSB lykkedes det samtidig for Flemming Hansen at få skabt en reel konkurrence-situation på det danske jernbanenet. Selvom man i lyset af erfaringerne fra England og Holland kan have sine tvivl om de positive effekter af fri konkurrence på banerne, er det godt, at der nu i ro og orden kan indsamles danske erfaringer. Og når man ser, hvilken effekt det har haft på DSB at blive udsat for konkurrence, er der ingen grund til at begræde, at Trafikministeriet nu har to leverandører. Tværtimod bliver det spændende at se, om Arriva kan levere en vare, der både er bedre end DSB's og det, Arriva har præsteret i andre lande.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
