NÅR RUSLANDS kommissær for menneskerettigheder, Oleg Mironov, siger, at der ingen fremgang var for menneskerettigheder i landet sidste år, er der særlig grund til at lytte, for han er traditionelt forsigtig. Der er også særlig grund til opmærksomhed om dommen på fire års fængsel til journalisten Grigorij Pasko i julen for at gøre sin pligt og afsløre flådens atomforurening. Og om sagen imod forskeren, Igor Sutjagin. Dommeren sagde forleden, at grundlaget for sikkerhedstjenesten FSB's anklager imod ham for at krænke militære hemmeligheder er useriøst. Men Sutjagin røg alligevel tilbage i fængsel efter krav fra FSB, så han behandles som skyldig uden beviser. Ændringerne til det bedre er store i Moskva, men Rusland er et land med to ansigter. Det ene stadig mere vestligt og hastigt i færd med at fjerne det sidste af den bitre og selvmedlidende sminke. Det andet ansigt reaktiverer politistatsmetoder, og ifølge statsanklagemyndigheden var korruptionen i statsapparatet markant værre sidste år end i 2000, trods proklameret hård kamp imod fænomenet under Putin.TIL FARESIGNALER hører, at valg er reduceret til parodier, som Mironov påpeger. Efter kommunismens fald flokkedes russerne for at stemme for demokrati. Nu hersker vælgerapati, for valg er blevet til rutinemæssig svindel med stok og gulerod. Der skal en vis stemmeprocent til for at gøre et valg gyldigt. Det blev ved et nyligt sibirisk valg klaret med rabat på elektricitetsregningen til fremmødte. Politisk apati er ikke demokratiets uundgåelige børnesygdom, men tilbageskridt for politiske menneskerettigheder. Og jagten på journalister, der dækker militære forhold, har skabt selvcensur i pressen, herunder om krigen i Tjetjenien. Vestlige ledere synes at betale for den nye harmoni med Moskva med tavshed om menneskerettigheder. Men de skyder på demokratiet ved at ignorere Ruslands bagsider. For det udskyder kun den demokratisering af landet, som er nødvendig for vores fælles sikkerhed.