Fælles fest

Lyt til artiklen

I AFTEN SKAL der festes. Nu er det omsider blevet jul, vi skal danse, vi skal synge, vi skal pakke gaver ud. Juleaften er den store fest, som på godt og ondt samler vores mangeartede kultur i en fantastisk kombination af solhverv, kristendom, nisser, grantræer, gaver, glæde og sorg. For den enkelte af os gælder det nok, at næppe nogen anden aften på året i dén grad udfordrer sindets spændinger mellem sorrig og glæde; og for samfund og fællesskab er juleaften, hvad den altid har været: en multikulturel udfordring af de større. Der er langt fra den totusindårige kristne legende om et frelserbarn født i fattigdom til det nutidige budskab om kommercialismens velsignelser (som ligger og venter i pakkevis under træet). Der er sære spændinger mellem en julemand så rød som Coca-Cola og engle så hvide som sne. Og der er gevaldig modstrid mellem, hvordan de drak jul hos kong Harald Blåtand, og den højtidelige andagt, der anbefales af den mellemøstlige religion, som kristendommen er. 24. december er i fred og fordragelighed et kulturelt clash af betragtelige dimensioner mellem nord og syd, gammelt og nyt, hedenskab og religioner. HVAD SELVE datoen angår, har det flasket sig så heldigt, at Jesu fødselsdag falder netop på det tidspunkt, da nordboen altid har holdt og altid vil holde sin fest for vinterens vendepunkt og solens genkomst. Uanset hvor mange generationer, århundreder eller årtusinder, man har haft familie på de danskes øer, er man i det buldrende vintermørke omkring 24. december så ualmindelig trængende efter lys og varme, at der enten må festes eller udvandres. Og er man først for nylig indvandret hertil fra lunere himmelstrøg, er længselen efter sol og varme mildt sagt ikke mindre. Vejret og Vorherre er vi alle lige over for, og uanset hvilken vorherre, vi tror på, eller slet ingen, er der i disse dage et fællesskab om ferie, fred, medmenneskelighed og lys i mørket, som dementerer mangen en aktuel politisk forestilling om, at vi ikke kan finde ud af noget som helst sammen. Det kan vi. Glædelig jul.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her