12. DECEMBER lukkede finansminister Thor Pedersen (V) for statens udgifter med et cirkulære om udgifts- og ansættelsestop. Baggrunden var Venstres valgløfter om at finansiere skattestop, barselsorlov, forbedrede sygehuse og andre små godbidder. Udgifts- og anlægsstoppet gælder, til den ny finanslov er vedtaget, formentlig til marts næste år. Mange er kommet i ubehagelig nød og skriver fortvivlet ind til finansministeren for at få dispensation. Statslige fonds- og bevillingsmidler er omfattet af stoppet - her kan der ikke dispenseres. Forskere, som har fået bevillinger til nye projekter, kan ikke bruge pengene, medmindre de var i gang inden 12. december. Stillinger står ubesatte hen, og ansøgerne får kolde fødder og søger måske til udlandet. Endnu værre er det med projekter, som allerede er i gang, men som må afbrydes i utide. I forgårs fik hver eneste af finansministerens kolleger brev om, hvor meget de skal skære af budgettet for 2002, for at det samlede beløb kan blive til syv milliarder kroner. Men der uddeles som nævnt også dispensationer. Med et lettelsens suk erklærede formanden for universiteternes rektorkollegium, at en dispensation gør det muligt at forlænge ansættelser. DET VIRKELIG makabre københavnske blodbad vil melde sig med finansloven. Da valgkampen var i gang, fortalte regerings-partierne ikke om udgifterne til de populære tiltag. Måske troede vi, at de var gratis? Eller i bedste fald drejede det sig om nogle småpenge til ulandene. Nu går der allerede rygter om besparelser for 800 millioner kroner i Miljø-ministeriet - og i Undervisningsministeriet frygter man endnu højere besparelser. I tusindvis af engagerede mennesker inden for undervisning, forskning, kultur og miljø må rystede se fremtiden i møde. Thors hammer er et forvarsel om stor ufølsomhed. Men den er desværre også et varsel om manglen på fremtidsperspektiv. Man vil skære grenen, vi sidder på, over. Et flertal af danskerne har valgt dét - uden at vide, at det var, hvad de valgte.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
