Hjælp!

Lyt til artiklen

DET ER HELT igennem uigennemtænkt, når VK-regeringen lægger op til en milliardbesparelse på den danske ulandsbistand, der hidtil har været brugt som eksempel til efterfølgelse for andre lande. Det er i den forbindelse ikke afgørende, at Danmark fortsat vil ligge i førerfeltet med hensyn til bistand til verdens fattige lande, og at besparelsen i kroner og øre måske kun er en dråbe i et stort hav. Det afgørende er, at Danmark sparer, og at det hidtidige foregangsland sender et signal, der kan bruges i andre lande som argument for at nedprioritere ulandshjælp. Det er ekstra skadeligt i betragtning af, at Danmark om bare et halvt år overtager EU-formandskabet og dermed indtager en nøglerolle, når der i denne periode er internationalt topmøde i Sydafrika som opfølgning på det globale topmøde i Rio i 1992 om bæredygtig udvikling. At regeringen - det kommende EU-formandskab - tilmed ventes at hente en stor del af sin besparelse på netop miljøbistanden gør det svært at forestille sig en dårligere optakt til dette møde. MEN SKADEN er større endnu. Nedskæringen i ulandsbistanden kommer, efter at der selv i USA er stærke kræfter som efter terroraktionerne i september arbejder for at gå den stik modsatte vej. Så sent som i november opfordrede det amerikanske Senat i en tværpolitisk resolution til at tredoble ulandsbistanden over de næste fem år. Ræsonnementet er, at det er den bedste måde at skaffe sig venner på og dermed mindske grundlaget for den terror, som også den danske regering jo har erklæret sig som en inderlig modstander af. Alligevel giver man sig nu til at skære i støtten til de fattigste lande, hvor social nød netop er med til at give fanatisme og ekstremisme bedre vækstbetingelser. Det er svært at se som andet end udtryk for en uovervejet følge af det kasseeftersyn, der skal sikre regeringen midler til at gennemføre striben af - måske lige så uovervejede - valgløfter. DET INDTRYK bestyrkes af, at såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen som Venstres udenrigspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen, i valgkampen fremhævede Burkina Faso som et eksempel på et land, der kandiderede til at miste støtten som følge af korruption. I går fastslog en ny evalueringsrapport, at støtten til netop Burkina Faso og dets 11 millioner indbyggere er yderst effektiv, at den ikke er ramt af den korruption, som i øvrigt florerer i landet, og at den danske indsats »uden skygge af tvivl« er med til at styrke civilsamfundets kamp for demokrati og menneskerettigheder. Det taler ikke for at beskære ulandsbistanden til dette land, snarere tværtimod. Måtte regeringen besinde sig, inden den gør noget, der kan få skadelig virkning langt uden for Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her