MENS VI VENTER på den nye regerings politiske svende-stykker - finansloven, udlændingeforliget og skattestoppet - er der grund til at notere, at den på et område allerede har gennemført vigtige omlægninger. Den omorganisering af ministerier og centraladministration, som Anders Fogh Rasmussen (V) har gennemført, er ikke bare en af de største i nyere tid. Den er også på næsten alle punkter præget af en rationalitet og et perspektiv, der afspejler en omhyggelig forberedelse. De gedigne gevinster er til at få øje på - og her er ikke engang plads til at nævne det hele: NEDLÆGGELSEN af Boligministeriet var tiltrængt og er forhåbentlig og formentlig et tegn på, at man trods alle politiske tabuer vil tage fat i de urimeligheder, der her i landet præger markedet både for lejere og ejere. Over-flytningen af energiområdet til Erhvervsministeriet er logisk, og det samme gælder den almindelige slankning af Miljøministeriet, der fra hellig ko havde fået lov til at vokse sig til hellig mastodont. At de særlige miljø-bistandsmidler er overflyttet til Udenrigsministeriet er eksempelvis sund fornuft. Skulle Forskningsministeriet give mening, var det også helt nødvendigt at give det universiteterne, sådan som det er sket. At Undervisnings-ministeriet endelig har fået ansvar for arbejdsmarkeds-uddannelserne er også rigtigt. Her er behov for en fagligt og ikke fagpolitisk baseret vurdering af kvalitet og effektivitet. At udenrigsministeren assisteres af en europaminister afspejler også et reelt behov - kun kan det undre, at Bertel Haarder mister denne opgave, når EU-formandskabet er overstået. Det kan statsministeren heldigvis nå at fortryde, også i lyset af at hysteriet om de problemer, der knytter sig til udlændinge og deres efterkommere, til den tid forhåbentlig vil være i aftagende, således at integrationsministeren kan lade kommunerne løse deres opgaver i ro og fred. NATURLIGVIS skal strukturændringerne nu følges op af de rigtige reformer, men i betragtning af hvor ofte selv den bedste politiske vilje er blevet nedslidt af administrative blokeringer, fortjener statsministerens nye start på dette område anerkendelse.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
