Blålys

Lyt til artiklen

VK-REGERINGEN siger, at den vil bevare, ja måske ligefrem udbygge det danske velfærdssystem, men bestemt ikke måden, det er skruet sammen på, og det er baggrunden for, at indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu ser ud til at skaffe regeringen sit første store ideologiske nederlag. Modsat sin forgænger, der med sygehusloven i hånden kunne forkaste ideen, ønsker Løkke Rasmussen at give kommunerne grønt lys for at tegne forsikringer for deres borgere, så de kan smutte uden om køerne i det offentlige sygehusvæsen og i stedet blive behandlet på private hospitaler. DESVÆRRE FOR REGERINGEN, men til alt held for befolkningen som helhed, ser det ud til, at ministeren har glemt at tage hele regeringens parlamentariske grundlag i ed. Ikke blot oppositionen, men også Dansk Folkeparti siger på det bestemteste nej til forsikringsmodellen, og samme toner lyder fra den kommende Venstreformand for Kommunernes Landsforening, Ejgil W. Rasmussen, der til Berlingske Tidende udtaler, at han gerne ser, »at vi har et solidarisk samfund, hvor det at komme på sygehus og blive opereret er noget, der fungerer i fællesskab«. Godt brølt, løve, har vi lyst til at kvittere, for er der noget, der ikke er brug for i Danmark, er det, at ledende politikere, da slet ikke ministre, hengiver sig til drømmerier om, hvordan en stadig mere behandlingskrævende befolkning kan fastholdes i illusionen om, at der altid står et lægehold parat, når hoften knirker, eller hjertet gør ondt. De bør i stedet bevare overblikket, den benhårde vilje til at prioritere og ikke et sekund hengive sig til illusionsmageri om alt det, private hospitaler i ind- og udland måtte have ekspertise og kapacitet til at udrette. Nyrupregeringen kom meget langt med at nedbringe ventelisterne til operationer på de mest livstruende sygdomsområder ved at prioritere og ved at tilføre ekstra midler. VK-REGERINGEN bør følge samme spor og så få forhandlet de arbejdstidsaftaler væk, som har besværliggjort arbejdet og gjort det umuligt for en patient at møde den samme læge mere end én gang. Private forsikringsordninger er i bund og grund en foræring til forsikringsselskaberne, som der ikke er en eneste saglig grund til at blande ind i den relation, som eksempelvis en patient med kræft eller behov for en hjerteoperation bør have til den behandlingsmæssige fagkundskab. På sundhedsområdet er Forsikringsdanmark ikke blot en ubehagelig fantasi, men en uansvarlig vision.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her