I REGERINGSGRUNDLAGET 'Vækst, velfærd og fornyelse' er spørgsmålet om adgang til deltid på arbejdsmarkedet lagt ind under afsnittet om familierne - frihed til børnefamilierne, hedder det, skal blandt andet sikres ved adgangen til barselsorlov i et år - og deltid. Der lægges ikke det mindste skjul på, at den fleksible arbejdstid på de familievenlige arbejdspladser først og fremmest skal sikre, at kvinderne samtidig også får mere tid til at passe hus, hjem og børn. To job! Danske kvinder er blandt verdens mest udearbejdende. Da velfærdssystemet kom til verden i 1960'erne, strømmede kvinderne ud på arbejdsmarkedet og overtog i vidt omfang de job, som tidligere havde hørt hjemme i intimsfæren: sygepleje, ældreomsorg og børnepasning. Vi har den højeste organisationsprocent blandt kvinder i Danmark. Det er blevet normalt, at familiens børn passes af andre, mens mor og far er på arbejde. Det giver kvinden selvrespekt, voksenkontakt og fornemmelsen af ligeværd. Men siden blev der sat fokus på børnenes trivsel. Kan vi ikke gøre det lidt bedre, spurgte den forrige statsminister uskyldigt - uden at ane, at det kunne vi måske netop: Mor kunne arbejde på deltid. BESKÆFTIGELSESMINISTERENS forslag om at sikre adgangen til deltid gennem lovindgreb er muligvis i strid med EU-lovgivningen og vil være et indgreb i gældende overenskomster og dermed et angreb på den danske aftalemodel. Hertil kommer, at fuld ret til deltid, lagt sammen med et års barselsorlov, vil kunne skabe yderligere problemer i sundhedssektoren, som i forvejen fatalt mangler læger og sygeplejersker. Og den vil reproducere uligelønnen mellem kvinder og mænd. Mange kvinder fik i løbet af velfærdssamfundets opbygning indarbejdet en illusion om basal lighed mellem kønnene, og mange af nutidens børnefamilier har et oprigtigt behov for mere fleksibilitet. Deltid betyder ideelt, at mænd og kvinder deles om tiden i sin helhed. Skal vi løse børnenes problemer, kræver det, at også mænd går på deltid. Gør de?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
