I LØBET AF 12 timer er 30 israelere blevet dræbt og omkring 200 såret i forbindelse med palæstinensiske selvmords-aktioner. I går blev et ukendt antal palæstinensere dræbt under den israelske gengældelsesaktion i Gaza. Lørdag aften var det unge mennesker på Jerusalems livlige Ben Yehuda-gade og søndag morgen børnefamilier og ældre mennesker i en bus i Haifa, der på sekunder blev omdannet til blodpøle, lemlæstede kroppe, afsvedne tøjrester og knust glas, som det kunne ses på CNN. Den usynlige effekt er lige så rædselsfuld: Det er hele det israelske samfund, som er blevet ramt. Ingen kan vide sig sikker. Skoler, cafeer, restauranter, diskoteker, supermarkeder, parkeringspladser - det er dér, terroristerne slår til, og ofrene er derfor almindelige civile mennesker. Selv om israelerne i det seneste halve år har været usædvanlig hårdt ramt af terror, gør det dybt indtryk, når døden slår ned med en sådan kraft og pludselighed. DEN ISRAELSKE gengældelse - kald det bare hævn - kom prompte, og det er præcis denne håbløse logik om øje for øje, tand for tand, som fortsætter med at nære konflikten og gøre den både uendelig modbydelig - og tilsyneladende endeløs. Ministerpræsident Ariel Sharon har vist en næsten legendarisk evne til at træffe de forkerte beslutninger på kritiske tidspunkter og gjorde det igen i går. På trods af stærke internationale fordømmelser af selvmordsaktionerne følte Sharon sig kaldet til at demonstrere handlekraft og initiativ over for sin sørgende og vrede befolkning, og endnu en gang oplever vi, at den israelske gengældelses-aktion, selvom den er målrettet mod udvalgte mål, for eksempel politiske ledere og formodede terrorister og ikke palæstinenserne som kollektiv, bliver fortolket som et angreb mod palæstinenserne som sådan. Arafat har dekreteret undtagelsestilstand. Hvad bliver næste skridt i den blodige saga? OPTIMISME ER EN luksus, hvad den israelsk-palæstinensiske konflikt angår. Alternativet til PLO og Arafat er det langt mere yderligtgående Hamas, som aldrig vil acceptere en permanent fredsaftale. Hvis den evige voldsspiral overhovedet skal stoppes, kræver det en aktiv indsats fra udlandet, først og fremmest fra USA, men også fra EU. Konfliktens parter skal presses til forhandlingsbordet og acceptere en dagsorden sat af verdenssamfundet. lternativet er det, vi dagligt er vidner til: Sørgeoptog i Gaza og på Vestbredden som afløses af begravelser i Israel.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
