BLODBADET I Qalai Janghi-fortet i det nordlige Afghanistan er, uanset hvad der udløste det, en skamplet under offensiven imod terrorisme. Det lykkedes nogle hundrede tilfangetagne mænd, der ønskede martyrdøden frem for fangenskab, at tvinge amerikanske og britiske styrker med i en massakre. Eller det lykkedes for den sejrende Nordalliance at få vestlige styrker med til massakren på tilfangetagne talebanere - et problem, som Nordalliancen ved flere andre lejligheder har vist stor lyst til at løse på den måde. Det er i behandlingen af krigsfanger, at krigeren skilles fra krigsforbryderen. Derfor kan denne affære ikke arkiveres som blot et af resultaterne af, at krig er en brutal affære. Det må afklares, om det var »en krigsforbrydelse med strategisk hjælp fra USA's luftvåben«, som den britiske journalist Robert Fisk kaldte det her i bladet i går. FN BØR IVÆRKSÆTTE en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, som Amnesty International har krævet. Det kan bidrage til et brud med hemmelighedskræmmeriet om krigens virkelighed ud over at påvise eller dementere britisk og amerikansk medansvar i en krigsforbrydelse. Vestlige demokratier må være parate til åben selvransagelse, også når det gælder krig, og bære førertrøjen i respekt for internationale konventioner om krigsførelse. Foruroligende rapporter, som at en anti-Taleban-leder har indrømmet, at hans mænd har skudt 150 tilfangetagne talebanere, må også undersøges. Det er krigsforbrydelser, der bør straffes. Og det bør erkendes åbent, at vestlige styrker har et vist medansvar, når de ikke gør mere for at kontrollere deres hævnlystne afghanske allierede. Vestlige demokratier må kræve den slags standset og forsvare demokratiet ved at vise åbenhed om konsekvenserne af deres krigshandlinger. Det må også være slut med blot at kalde det Osama bin Ladens skyld, når afghanske landsbyer bombes med ikke bare 'utilsigtede', men på forhånd givne uskyldige afghanske ofre til følge. Det er barbarer, som primært bekæmpes, men det bidrager kun til barbarisering af os alle, hvis foragt for internationale konventioner for krigsførelse gøres legitimt under opgøret. For så har barbarerne bag 11. september vundet, selv om de besejres.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
