MAN MÅ FRYGTE det værste, når det gælder Anders Fogh Rasmussens politik over for flygtninge og indvandrere. Men på ét punkt synes den kommende statsminister dog på rette spor, nemlig når han har til hensigt at udnævne en udlændingeminister. Bortset fra at det nok var bedre at rense navnet helt for fremmedfrygt og kalde det for et integrationsministerium , er der ræson i at samle alle de mange problemstillinger, der vedrører vores nydanske medborgere, i et koordinerende ministerium med overblik over det hele. Afgørende er imidlertid, hvem der får ministerposten. Den kommende statsminister kan vælge at bekræfte bange anelser i ind- og udland ved at udnævne en Birthe Rønn Hornbech, men han kan også vise virkeligt format og udnævne Farums borgmester Peter Brixtofte. MEGET KAN man sige om Brixtofte, som på mange måder er Venstres egentlige og eneste ideolog (hvorfor den afideologiserede Fogh Rasmussen i valgkampen har holdt sig langt væk fra ham), men i integrationspolitikken viser han vejen frem. Det er ikke uden grund, at Brixtofte fik over 50 procent af stemmerne i indvandrer-højborgen Farum Midtpunkt, for han har sørget for, at i Farum får de nye danske arbejde, de lærer sproget, får fritidstilbud til børnene - bliver integreret, simpelthen. Brixtofte er, som han siger i dagens interview, stolt af at have 75 nationaliteter i kommunen, han stiller krav og giver muligheder, og indvandrerne kvitterer ved at stemme på ham. Vejen frem i dansk integrationspolitik er at overføre Farum-modellen til landsplan. Brixtofte ville være et columbusæg af en integrationsminister, en superliberalist, som kan spænde denne ideologi for løsninger af indvandrernes problemer helt uden frygt og fordomme. EN SÅDAN udnævnelse ville tilmed have store taktiske fordele for Anders Fogh Rasmussen. Han ville få neutraliseret en af de virkelig brølende venstreløver. Han ville få en integrationsminister, som kunne formidle de løsninger og det samarbejde om udlændingepolitikken, som er nødvendigt. Og ude i Farum ville de slippe for alle Brixtoftes økonomiske fiksfakserier, alt mens Farums integrationspolitik blev hele landets. Kort sagt ville alle parter have alt at vinde ved sådan en udnævnelse.