SOCIALDEMOKRATIETS historiske valgnederlag har sat gang i omfattende spekulationer i, hvad der bør være hovedindholdet i den selvransagelse partiet er kastet ud i, og konkrete bud på, hvordan Danmarks nu næststørste parti bedst fornyr sig. Blandt de mere kuriøse er forslaget om, at det kriseramte folkeparti tager konsekvensen af de forskellige holdninger, dets medlemmer og vælgere har til EU og til udlændinge, og deler sig i to. Et parti for dårligt uddannede, der er forbeholdne over for globaliseringen og et internationalistisk og humanistisk parti for oplyste socialdemokrater. SÅ FJERNT fra virkeligheden og tåbeligt i sit indhold forslaget end måtte være, giver det på dette sted anledning til at slå fast, at det, der bør stå højest på dagsordenen, når socialdemokraterne reflekterer over, hvorfor det gik galt, ikke handler om at udgrænse eller bortabstrahere dele af virkeligheden, men om - langt om længe - at påtage sig den historiske brobyggerrolle, som der er brug for i fremtidens multikulturelle samfund. Ligesom det historisk har været de europæiske socialdemokratiers kunststykke at bygge bro mellem de sociale klasser, skal der bygges bro mellem vælgere, der trods forskelle i uddannelsesniveau, etnicitet og livsstil i almindelighed, har masser til fælles. Ligesom det for enhver dansk regering er opgaven at holde sammen på Danmark ved at bekæmpe social polarisering og formulere en bredt favnende livspolitik, er det Socialdemokratiets opgave også på landsplan at sikre bred folkelig opbakning bag den multikulturelle samfundsudvikling, partiet så bagstræberisk og skræmt har vægret sig imod at forsvare. DET ER EN opgave, der ikke er megen hokuspokus i, hvad læren fra kommunalvalget på Københavns Vestegn taler sit eget tydelige sprog om. Den socialdemokratiske fremgang i disse kommuner er, som det er blevet udlagt, langtfra en belønning til udlændingepolitiske strammere, men i høj grad udtryk for en opbakning til borgmestre, der har talt, så man har kunnet forstå dem og været uhyre målbevidste og konkrete i deres vilje til på mange forskellige måder at integrere nye danskere. Som pragmatiske frontløbere i det mest multikulturelle Danmark der findes, hører disse bykonger netop ikke hjemme i et nyt mere eller mindre fremmedforskrækket socialdemokratisk hjemstavnsparti, men i det brede parti, hvis fejltagelser de udstiller. På godt og ondt har de kommunikeret og ageret i øjenhøjde med befolkningen og været i stand til at nedbryde skel mellem meget forskellige vælgergrupper. Mere skal der ikke til, hvis socialdemokrater vil bygge bro mellem verden af i går og den verden, der vil præge fremtidens Danmark.