ALT IMENS stribevis af danske politikere har rettet fokus mod radikale muslimer og radikal islam, oplever den muslimske verden i disse år et bemærkelsesværdigt opbrud blandt nogle af tidligere tiders mest forkætrede islamiske regimer. I Afghanistan er det rabiate Talebanstyre på hastigt tilbagetog, post-ayatollah-Khomeini-tidens Iran er under forandring, og i Sudan er en religiøs ekstremist som Hassan Turabi, der tidligere var et af USA's store terrorikoner, smidt på porten. Udviklingen i de tre lande illustrerer nogle af de brydninger, der hele tiden foregår i den islamiske verden, og som hele tiden har foregået: Mens nogle samfund radikaliseres, søger andre den stik modsatte vej - og altså også i en stat som Iran, hvor de senere års reformer i øvrigt er foregået inden for rammerne af den islamiske republik. UDVIKLINGEN er en illustration af de mange modsatrettede kræfter og tendenser, der hele tiden har præget en muslimsk verden, der tæller flere end en milliard mennesker lige fra USA og Mellemøsten til Asien, Afrika og Europa. Billedet er mere nuanceret, end den offentlige debat kunne give indtryk af. Det betyder ikke, at islamisk fanatisme - eller andre former for religiøs radikalisme - er et overstået kapitel eller forbigående fænomen. Men det er et udtryk for, at radikalismen på ingen måde er et muslimsk grundvilkår, lige så lidt som den er det for andre religioner. Den har andre årsager. I vor egen del af verden har den ofte rødder i en social forstødelse, der fører til en identitets- og fællesskabsmæssig rodløshed, som religionen kan råde bod på. I andre dele af verden er religiøs radikalisme ofte begrundet i svagt fungerende demokratier og diktaturer, hvor moskeen udgør den eneste mulige ramme for en politisk opposition, fordi man her kan omgå diverse forsamlings-forbud. Ligesom moskeen og netværket omkring den ofte varetager sociale opgaver, som svage stater ikke magter. I alle tilfælde er der imidlertid tale om, at den radikale religiøsitet snarere er en reaktion på nogle grundlæggende problemer - og ikke selve problemet. Det gør en afgørende forskel.