PÅ TORSDAG ankommer Taiwans førstedame, Wu Shu-chen, til Strasbourg. På vegne af sin mand, østatens præsident Chen Shui-bian, vil hun modtage den frihedspris, som de liberale partiers verdensorganisation, Liberal International, har tildelt ham for hans rolle i demokratiseringen af hans hjemland. Præsident Chen kan ikke selv modtage prisen, fordi hverken det danske udenrigsministerium eller noget andet EU-land vil udstede visum til politiske topledere fra Taiwan. Årsagen er frygten for at fornærme det kommunistiske styre i Beijing, der betragter Taiwan som en udbryderprovins, der skal genforenes med moderlandet. Enhver gestus, der kan opfattes som en anerkendelse af Taiwan og dets demokratiske præstationer, bliver mødt med bandbuller fra Beijing. Det er svært at se den krysteragtige europæiske holdning til Taiwan som andet end et knæfald for en arrogant magtpolitik, som burde høre fortiden til. Ingen af de store vestlige magter tør udfordre det styre, der regerer klodens største vækstområde og fremtidens potentielt største markedsøkonomi. Og ikke kun økonomiske overvejelser spiller ind. Den magtlogik, der har indfundet sig efter 11. september, gør det endnu mindre sandsynligt, at de vestlige lande tør trodse Kina. For hvis den brede antiterror-alliance skal nå sine mål, er det afgørende, at Beijing ikke er på det forkerte hold. DET ER de fundamentale demokratiske frihedsidealers realisering, som Taiwans præsidentfrue modtager en pris for på sit lands vegne. Men Taiwan betaler også en pris - tavshedens pris. Den har et trist symbolsk udtryk i, at præsidentfruens visum er behæftet med mange restriktioner. Hun skal rejse direkte ind og ud af Strasbourg og må ikke have kontakt med medierne undervejs. Efter at have modtaget prisen rejser hun videre til Prag, hvor hun vil blive modtaget på passende vis af den tjekkiske præsident Vaclav Havel. Han, der selv kender til omkostningerne ved at protestere mod undertrykkelse, har den moralske status, som gør, at prismodtageren får den nødvendige respekt.