MENS FLYKATASTROFEN i New York, som alt heldigvis tyder på, 'kun' var en ulykke, igen mindede os om amerikanernes - og vores egen - sårbarhed, sker der militære fremskridt i krigen i Afghanistan. Der er en vis ironi i, at det var netop, som de kritiske spørgsmål i både Europa og USA i sidste uge havde nået et foreløbigt højdepunkt, at USA's de facto-allierede i Den Nordlige Alliance over weekenden vandt sine første sejre på flere fronter. Måske var de bombardementer, hvis menneskelige pris vi endnu ikke kender, alligevel ikke så militært ineffektive, som mange var begyndt at tro. Eller måske var det Den Nordlige Alliance, der med nye våben og forsyninger, spillede hovedrollen. Under alle omstændigheder synes det tidspunkt, hvor Taleban i Kabul og Kandahar bringes til fald, at være rykket et stort skridt nærmere. Det understreger til gengæld behovet for politiske og humanitære løsninger, så vold ikke får lov til at stå alene. Humanitært er det allerede lykkedes FN's fødevare-hjælpeprogram at få forsyninger ind i landet. Disse anstrengelser kan nu mangedobles, med mindre risiko for at hjælpen falder i Talebanregimets undertrykkende hænder. Politisk arbejder FN's Sikkerhedsråd på at formulere grundlaget for, hvordan en kommende afghansk regering kan se ud. Det er vigtigt, at den repræsenterer alle de større befolkningsgrupper i landet, det er vigtigt, at den ikke er i lommen på det ene eller det andet naboland, og det er afgørende, at den forpligter sig på at lade talebanernes islamistiske barbari bag sig, selv om den i sagens natur vil rumme traditionalistiske kræfter, der ikke lever op til vestlige ønskedrømme. Der er meget lang vej til den bedre fremtid, som Afghanistan så længe har ventet på. Men de seneste dage giver dog håb om, at talebanerne, og dermed Osama bin Ladens netværk i landet, i overskuelig fremtid vil være et afsluttet kapitel i den lange, komplicerede kamp mod terrorismen, der forestår.