USA'S PLANER for et missilforsvar, NMD, var et af de internationale problemer, som terrorangrebet på USA 11. september trængte i baggrunden. Men USA's præsident, George W. Bush, lod forleden sin russiske kollega Vladimir Putin forstå, at han fortsat prioriterer NMD meget højt. Putin fik at vide, at USA snart vil opsige ABM-aftalen fra 1972, der forbyder den slags forsvarssystemer, hvis Moskva ikke går med til ændringer af aftalen. Putin gentog sin modstand og modsagde Bushs udtalelser om, at terrorangrebet bekræfter NMD's nødvendighed. Putin gjorde klart, at internationale terrorister, som nu har vist sig som den største fare, næppe kan få fat på interkontinentale missiler, som dem USA frygter fra såkaldte slyngelstater. Der var intet nyt i argumenterne for eller imod NMD, men debatten er alligevel helt ny, fordi Bush nu lægger op til reelle forhandlinger. NU LOVER Bush til gengæld meget store nedskæringer i de strategiske atomarsenaler, som Moskva har presset på for. Desuden tilbyder Bush massiv økonomisk hjælp til Rusland, blandt andet i form af investeringer, som hidtil kun er tilflydt landet udefra i ringe omfang. Putin har hele tiden vist kompromisvilje om ABM-aftalen, hvis USA ville betale rundhåndet for det. Det lover Bush nu ud fra erkendelse af, at i verden efter 11. september er det ikke nok at være verdens eneste supermagt for at få sin vilje. Der skal reelt internationalt samarbejde til. Vi har endnu ikke set USA's udspil, og det er uvist, om Putin får lov af sit militære og politiske apparat til at sige ja. Men der er skabt mulighed for en aftale til gensidig fordel, når de to præsidenter mødes igen - på Bushs ranch i Texas i midten af næste måned. En aftalt ændring af ABM vil fjerne den hidtidige fare for, at NMD vil føre til et nyt våbenkapløb og dermed gøre verden mere usikker. At NMD stadig er et tvivlsomt projekt, der næppe gør USA mere sikkert, men vil sluge ressourcer, der kunne gøre større gavn for verden, er så en anden sag.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
