TRE DØDSFALD kombineret med en galoperende epidemiangst var, hvad der skulle til for at få Canada til at foretage en markant kovending i landets holdning til medicinal-selskabernes patentrettigheder. Alene frygten for, at landet skulle løbe tør for antibiotikumet Cipro, det mest effektive middel mod miltbrand, var nok til at få Canada til at bryde patentet på produktet, som ellers ligger hos medicinalselskabet Bayer. Efterfølgende er Canada blevet banket på plads og har nu accepteret et kompromis, hvor Bayer lover at levere den nødvendige Cipro. Kompromiset ændrer dog ikke ved, at Canada uden tøven brød patentreglerne, som de er udformet i Verdenshandels-organisationen WTO, så snart der viste sig risiko for, at reglerne ville ramme canadierne selv. Sammen med USA, Japan og Schweiz har Canadas regering ellers været blandt medicinalselskabernes støtter, når det gjaldt selskabernes modvilje mod at løsne på deres patenter i verdens fattigste lande. Og det på trods af at reglerne eksempelvis bærer en del af skylden for, at to millioner afrikanere hvert år lider døden, fordi de ikke kan blive behandlet for deres aids- og hiv-sygdomme. HYKLERIET ER så voldsomt, at verdens fattige lande må have svært ved at finde en grimasse, der kan passe. De må uundgåeligt stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor tre dødsfald kan have så stor effekt, når to millioner årlige dødsfald ikke har kunnet rokke holdningen til patent-rettigheder en millimeter. Grundlæggende er WTO's patentregler gode. Patent-rettighederne giver medicinalselskaberne tilskyndelse til at forske og finde nye behandlingsmetoder til gavn for hele samfundet. Kun hvis patenterne udgør en forhindring for at redde menneskeliv, bør de brydes. Eksempelvis som det er tilfældet, når den patenterede medicin bliver for dyr for de fattigste lande. Til gengæld er det decideret ødelæggende for systemet, hvis rige lande bryder patenterne. Systemet fungerer kun, hvis verdens rige lande er villige til at betale prisen for at få det til at fungere. Alligevel kan der være grund til at glæde sig over, at Canada nu har bragt sig i en situation, hvor et vestligt land har følt sig tvunget til at bryde reglerne. Det kan forhåbentlig skabe forståelse for, at verdens fattigste lande skal have helt andre og langt mere udstrakte muligheder for undtagelser, end det er tilfældet i dag. Lad os håbe, at forståelsen holder frem til det kommende WTO-topmøde i Qatar.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
