DET BLIVER EN forestilling uden lige, når Lars von Trier skal instruere Richard Wagners fire operaer, 'Nibelungens Ring', på selveste den grønne høj i Bayreuth. Det bliver drama på drama, det bliver krise på krise. Men hvis Wotan, Wagner, valkyrierne og von Trier holder sammen hele vejen til den allersidste, forløsende akkord i 'Ragnarok', så kan Bayreuth år 2006 blive vidne til århundredets forestilling. Det kan blive fire afteners, fjorten timers pragtforestilling, som vil sætte en ny standard for musikteater overhovedet. Det er ualmindelig godt set af Wagner-festspillenes 82-årige og stærkt omstridte leder, Wolfgang Wagner, at der er »en særlig affinitet«, som han siger, mellem von Trier og Richard Wagner. Og vor egen tres år yngre operachef, Kasper Holten, kommer affiniteten endnu nærmere, når han peger på von Triers operaagtige sans for det patetiske og på det fælles sprog, som Wagners og von Triers kvinder taler. Heja hoo-o, heja ho-o, siger valkyrierne, hvilket ganske rigtigt er som talt ud af munden på fru Drusse. Og Brünhilde er jo en slags islænding akkurat som Björk. DANSK FILM har med Lars von Trier som frontfigur oplevet en eventyrlig international succes de senere år. En succes, som højst har haft én anden parallel, nemlig den internationale, danske Wagner-succes. Operaen i Århus har med sine mange Wagner-opførelser været rugekasse for en hel generation af Wagner-sangere, og dét i en grad, så der har været sæsoner i Bayreuth, hvor flertallet af de store partier i f.eks. 'Nibelungens Ring' har været sunget af danskere. Der synes næsten at være en højere mening i, at Lars von Trier bliver manden, som bringer film- og operaeventyret sammen i en gigantisk forestilling om guder, jætter og nibelunger. Ligesom Patrice Chéreau og Pierre Boulez skabte det 20. århundredes Ring, kan von Trier og dirigenten Christian Thielemann bliver skabere af det ny århundredes Ring. Hurra og heja ho.