NÅR DET gælder kampen for folkeundersøgelser af brystkræft, de såkaldte mammografiscreeninger, har hensigterne været de bedste. I de seneste 10- 15 år har sundhedsmyndighederne arbejdet ihærdigt for at udstrække tilbuddet om bryst-undersøgelse til så mange kvinder i alderen 50-69 år som muligt i håbet om dermed at redde flere fra brystkræft. Nu viser en ny undersøgelse fra det Nordiske Cochrane Institut på Rigshospitalet bare, at alle de mange screeninger ikke redder noget liv. Andre undersøgelser, herunder svenske, har tidligere peget i anden retning, og man skal derfor være forsigtig med at drage alt for vidtrækkende konklusioner. ALLIGEVEL er det tankevækkende, at det personligt omkostningsfulde forebyggende arbejde tilsyneladende ikke har haft nogen virkning på målgruppens helbred. Det bør give anledning til eftertanke. Dels naturligvis om mammografiprogrammet konkret, dels om prioriteringen inden for sundhedssektoren, men også mere generelt om vores tilgang til sundhed. Helt naturligt forsøger vi at beskytte os mod de farer, tilværelsen rummer, men det er vigtigt at huske, at uanset hvad vi gør, er livet usikkert, og at det derfor gælder om at få det bedste ud af det. HER skal man være opmærksom på, at der er omkostninger ud over de rent pengemæssige ved alverdens lægeundersøgelser. Der er nervøsiteten før undersøgelsen, mens man venter på resultatet, og - især - hvis man rent faktisk er syg. Og selv i den sidste situation er det faktisk ikke altid en lykke at være blevet undersøgt. Netop med mammografier tyder den nye undersøgelse på, at mange kvinder er blevet opereret for svulster, der efter alt at dømme voksede så langsomt, at de ikke udgjorde nogen reel fare. De personlige omkostninger skal med i beregningen, og det er derfor et deprimerende udtryk for vanetænkning, når sundhedsministeren med det samme siger, at den nye undersøgelse ikke giver anledning til overvejelser.