Videovold

Lyt til artiklen

SANDHEDEN ER krigens første offer, og skulle nogen have glemt dette dogme, mindede præsident Bushs talsmand, Ari Fleischer, om det, da han for en uge siden udtalte, at også i den USA-anførte krig mod terrorisme vil misinformation, fortielse og egentlig løgn blive brugt som våben af de involverede parter. USA og dets allierede vil fortie informationer, der kan svække alliancen, og udbrede informationer, der kan styrke den; sådan er det i krig, meddelte Fleischer. EFTER OFFENTLIGGØRELSEN af de stentavler - læs: videobånd - Osama bin Laden og hans al-Qaedafolk efter angrebet på Afghanistan har ladet tilflyde verden fra det bjerg, de måtte befinde sig på, er spørgsmålet om misinformation og propaganda som led i krigsførelsen blevet kraftigt skærpet. I en i øvrigt temmelig billedløs dækning af krigsførelsen har USA's hovedfjende nummer 1 været så massivt til stede på tv-skærmene med sine opfordringer til at slå amerikanere ihjel overalt på kloden, at det kun var et spørgsmål om tid, før Det Hvide Hus ville reagere. Reaktionen kom i går, og i betragtning af hvad der er på spil - og hvad det er for værdier, den amerikanskledede alliance kæmper for - er den amerikanske ledelses opfordring til de store tv-stationer om at udvise behørig omtanke i forbindelse med Osama bin Ladens videoer både forståelig og afbalanceret. Censur ville have været utåleligt, men det er ikke for meget forlangt, at præsident Bush og hans rådgivere beder medier, der i øvrigt har deres fulde redaktionelle frihed, om at udvise rettidig omhu over for videomeddelelser, der deres øvrige indhold ufortalt, tilmed kan rumme kodede meddelelser med opfordringer til nye terroraktioner. Dertil kommer, at budskabet, som bin Laden og hans folk kommer med, sagtens kan udsættes for en helt anden journalistisk behandling, end den tv-kanaler praktiserer. Den vedvarende visning af videoerne på mange amerikanske tv-stationer har jo ikke bidraget til at give et mere troværdigt billede af, hvad der sker, men afspejler snarere, at tv-kanalerne, der i lang tid kun har kunnet vise en grøn himmel med nogle få lysglimt, ikke har haft andre dramatiske indslag at vise end dem, den dygtige kommunikator bin Laden så beredvilligt, men også fejt, har stillet til rådighed. Mens hans modpart må svare på kritiske spørgsmål fra journalister på de daglige briefinger, er den falske profets gidseltagning af en hel religion og morderiske opfordringer til død og ødelæggelse hugget i sten, der ikke kan gøres til genstand for kritisk dialog. Reportager fra virkeligheden i det bombede Afghanistan er det, verdens tv-seere savner. Terroristens skrækvideoer i døgndrift er ikke et alternativ

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her