Krig & nødhjælp

Lyt til artiklen

USA OG Storbritannien indledte i går det forventede angreb på Osama bin Ladens terrornetværk og på Talebanstyrets militære anlæg. Også Frankrig, Tyskland, Canada og Australien vil deltage i denne, den militære del af den internationale kampagne mod terrorisme, der har taget form siden 11. september. Formålet med luftangrebene er tydeligvis at gøre det muligt for landstyrker på et senere tidspunkt at gå direkte efter terrornetværket i Afghanistan. Kan man - i samarbejde med den FN-anerkendte afghanske regerings nordlige styrker - afgørende svække talebanerne, vil det samtidig gøre det muligt at gennemføre den storstilede humanitære indsats i Afghanistan, som både præsident Bush og premierminister Blair lagde stor vægt på i deres tv-taler. Der er allerede bevilget omkring fem milliarder kroner til fødevarehjælp, og et stort beredskab er under opbygning langs grænserne. Det store problem er at få hjælpen frem. Også i det perspektiv forekommer talebanernes fald at være en forudsætning for, at det internationale samfund kan nå sine mål. MILIÆRT SET er dette blot begyndelsen på en lang og målrettet indsats, som omverdenen først langsomt vil få overblik over. Alligevel kunne man godt ønske sig lidt større klarhed om operationens politiske mål: At uskadeliggøre bin Ladens netværk og straffe talebanerne for deres støtte til ham er en ting, at sikre afghanerne en bedre fremtid burde også gøres til en central målsætning. Det hørte vi foreløbig intet om fra Washington og London. Måske satser man på, at den nordlige alliance kombineret med frafald i talebanernes magtbase vil bringe Kabulstyret til fald. Det er ikke utænkeligt; men erfaringerne fra 1990'erne viser om noget, at verdenen ikke må vende ryggen til, når 'fjenden' - engang Sovjetunionen, nu talebanerne og bin Laden - har tabt. Hvis Afghanistan ikke igen skal blive 'helle' for internationale forbrydere, er det af indlysende, menneskelige grunde afgørende, at verdens-samfundet påtager sig et bredere ansvar for landets fremtid. Netop fordi det er nøje forberedt, ikke mindst politisk og diplomatisk, vil angrebet på mål i Afghanistan få bred international opbakning. Det er indledt med præcisions-bombninger, der kun giver mening, fordi de skal følges op af en indsats på landjorden - militær såvel som humanitær. Krigen er kun lige begyndt - det samme gælder i endnu højere grad den bredspektrede indsats mod terrorisme, der omfatter langt bredere og vanskeligere mål end Afghanistan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her