Lyspunkt

Lyt til artiklen

MENS MUGABE-REGIMET i lovløshedens Zimbabwe helt skandaløst netop har fået landets højesterets tilladelse til at fortsætte angrebene på hvide farmere, blev der i forgårs sendt et ganske andet retspolitisk signal fra Sydafrika, da Tony Yengeni, formanden for ANC's parlamentsgruppe og en af sit lands mest magtfulde politikere, blev anholdt og sigtet for korruption og bedrageri i forbindelse med en større europæisk våbenhandel. Beskyldningerne mod Yengeni for at have købt en Mercedes for halv pris af en europæisk våbenhandler som led i våbenhandelen, der fandt sted i 1997, har raset længe. Yengeni, der nyder en voldsom popularitet i de fattige townships, har indrykket store helsidesannoncer i aviserne, hvori han har nægtet alt. Nu får han mulighed for at forsvare sig i en retssag, der også vil omfatte direktøren for det europæiske våbenfirma, der skal have brugt den berømte luksusbil som smørelse. Direktøren har allerede indrømmet at have købt 33 luksusbiler til magtfulde sydafrikanske politikere og militærfolk. MÅSKE ER Yengeni blot et offerlam, der skal aflede opmærksomheden fra endnu større korruptionssager i Sydafrika. Det frygter oppositionen. Men sagen kan lige så godt få andre snebolde til at rulle i et land, der, som det er tilfældet i mange andre afrikanske samfund, lider voldsomt under korruption. Hvis der går hul på den betændte byld, hvis symbol er en lysegrøn Mercedes ML320 - i folkemunde 'Yengenien' - kan det indlede en proces, hvor lyset rettes mod andre sager. Alene den våbenhandel, ANC-politikeren har været involveret i, er genstand for tre regeringsundersøgelser efter mere end halvtreds beskyldninger om bedrageri og korruption. Sigtelsen mod Yengeni lyder på, at han har brugt sin indflydelse til at begunstige Daimler-Chrystler-Aerospace i forbindelse med våbenhandelen. Daimler-Chrystler er moderselskab til flyproducenten Airbus, så den kommende retssag vil i høj grad rette fokus mod de tvivlsomme forretningsmetoder, som velrenommerede, europæiske selskaber benytter sig af ude i verden. Også i det perspektiv er der grund til at glæde sig over signalet fra Sydafrika.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her