Foghs ansvar

Lyt til artiklen

PIA KJÆRSGAARD (DF) nåede under Folketingets åbningsdebat uanede højder i afstumpethed og politisk plat, da hun fra selve talerstolen manede til kamp mod islam og dermed også mod de tusindvis af fredelige muslimer, der bor i Danmark. Udtalelsen er chokerende, men ikke overraskende, for konkurrencen bliver hårdere og hårdere, når det gælder udlændingepolitikken og kursen over for fremmede. Meget symptomatisk slikkede Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, sig om munden under statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) åbningstale tirsdag, som i afsnittene om udlændinge og terrorbekæmpelse var helt efter hendes smag. Den i forvejen barske, statsministerielle tone er blevet yderligere skærpet efter terrorangrebene på USA, og den borgerlige fløj har fulgt godt med. Partiformand Anders Fogh Rasmussen har ganske vist taget afstand fra Pia Kjærsgaards korstog mod islam, men det samlede billede i det seneste år er et stærkt Venstrepres på udlændingeområdet og dermed på Pia Kjærsgaard. DE BORGERLIGE midterpartier i Folketinget har i lang tid set med ubehag på Venstres populistiske flirt med Pia Kjærsgaard, og hendes seneste udtalelser giver anledning til yderligere nervøsitet ved udsigten til en kommende borgerlig regering med Pia Kjærsgaard som parlamentarisk grundlag. Venstres og Dansk Folkepartis retorik og konkrete forslag vil ikke stemme midterpartierne mildere over for Anders Fogh Rasmussens store projekt om at samle hele det borgerlige Danmark. Midterpartierne vil nok levere stemmer til en borgerlig regeringsdannelse, men de vil ikke lægge stemmer til stramninger inspireret af Pia Kjærsgaard, og Venstre vil på den anden side være nødt til at give Dansk Folkeparti og sine egne udlændingefjendske vælgere indrømmelser i form af stramninger på udlændingepolitikken. Det vil ikke bidrage til afklaring omkring de nye danskere og deres forhold, og uroen risikerer at brede sig til andre dele af det politiske liv i en situation, hvor der med dårlige økonomiske konjunkturer og international usikkerhed er behov for stabilitet og arbejdsro. Det er derfor på høje tid, at Venstres formand opgiver rollen som udråber foran fremmedhadets cirkus og i stedet vælger statsmandens kostume. Dansk Folkepartis indre logik er at tage skridt efter skridt ud ad fremmedhadets og intolerancens smudsige vej. Det ligger i partiets natur. Det er skabt på et grundlag, som hedder frygt for fremmede, og alt andet på partiets program er rent alibi - som dets medlemmer og vælgere for øvrigt ikke interesserer sig for.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her