Kabuls kvinder

Lyt til artiklen

FORBEREDELSER til et militært svar på terrorangrebene imod USA har bragt det afghanske folks lidelser under Talebanregimet i centrum for internationale mediers bevidsthed. Dermed bringes de særlige lidelser for den halvdel af den afghanske befolkning, som udgøres af kvinder, også meget nærmere. At Talebanregimet overgår andre muslimske styrer i moderne tid, afspejler sig i dets behandling af kvinderne. Der er mange regimer, der undertrykker og henretter for at banke den rette muslimske tro ind i hovederne på deres borgere. Men der er intet andet regime, som så konsekvent reducerer kvinderne til rene genstande for mændenes lyster med den eneste berettigelse på jord at føde resultaterne af det. Når Taleban forbyder piger og kvinder at uddanne sig, når det forbyder kvinder at arbejde og dagligt lader kæppe regne ned over deres rygge, kan det kun have det formål at gøre dem stadig dummere og stadig mere viljeløse. Den amerikanske tragedie har imidlertid også vist os, at der er en gruppe afghanske kvinder med meget stærk vilje, Det Revolutionære Forbund af Afghanistans kvinder (RAWA). SELV OM RAWA har eksisteret siden 1977, har de færreste vel hørt om bevægelsen før to tv-udsendelser i denne uge: en britisk-afghansk journalists reportage i Horisont tirsdag og en fransk reportage på TV 2 onsdag. Nogle af de stærkeste billeder fra offentlige henrettelser er taget af RAWA-kvinder med skjult kamera. De vidste, at øjeblikkelig henrettelse ville have fulgt en afsløring af, hvad de gemte under den ved den lejlighed bekvemme påbudte tilsløring. RAWA har ofte klaget over, at ingen ville høre på de skrig, som bevægelsen, hvis rygrad er intellektuelle kvinder fra Kabul, i over to årtier har sendt ud til verden. Katastrofen i USA har skærpet lydhørheden. Når det gælder Afghanistan, har den også fortalt os, at der er en stærk opposition, som ønsker et demokratisk ikkereligiøst styre efter Talebans forhåbentlig snarlige fald. Det turde advare imod, at Vesten som tak for hjælp fra modstandsgruppen Den Nordlige Alliance baner vejen for dens og dermed en ny militant muslimsk bevægelses magtovertagelse. Talebans behandling af kvinderne gør det særlig relevant at lytte til dem. De har om nogen lidt under et religiøst styre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her