Pyramidalsk

Lyt til artiklen

'HVIS IKKE VI var her, ville du kende os', lyder sloganet i en aktuel kampagne for et stort energiforsyningsselskab. Hvad hvis det var hovedorganisationen LO, der stod bag sloganet? Hvis ikke familien Danmark fik strøm, ville den nok vide, hvorhen kritikken skulle rettes. Er LO leverandør af en vare, som danske lønmodtagere vil kunne undvære? Det spørgsmål bliver både stillet og besvaret mellem linierne i et internt arbejdspapir, som konsulentfirmaet Rambøll Management har lavet for LO om arbejdsdelingen mellem LO og dets 20 medlemsforbund. Hovedkonklusionen er, at der er alt for megen volumensyge, alt for meget dobbeltarbejde og alt for megen splid i LO-familien, og at medlemmerne med andre ord ikke får nok for deres penge. Hvad angår selve LO-apparatet, er der ros til den juridiske service, men kritik af, at Hans Jensen og co. blander sig i for meget. De små forbund har i sagens natur mere brug for LO end de store, men hovedindtrykket er, at der er brug for et slankere LO, der i højere grad beskæftiger sig med de store linier end med de medlemsnære forhold, som der er rigeligt med fagligt aktive og fagligt ansatte til at tage sig af. LO-toppen gør klogt i at lytte til signalerne, der ligger i direkte forlængelse af den medlemsundersøgelse, som for nogle år siden dokumenterede, at et meget stort flertal af fagforeningsmedlemmer føler sig fremmedgjort i forhold til mastodonten på Rosenørns Allé. For en hovedorganisation kan det ikke være ambitionen at fremstå i øjenhøjde med græsrødderne, dertil er der alt for meget, der skal laves på det strategiske niveau i den danske og europæiske partsmodel, men det ændrer ikke ved, at det er tid til dyb selvransagelse i et kriseramt LO. Fedtet skal skæres væk, fokus skal genoprettes - på det seneste er Lands-organisationen som bekendt begyndt at hælde medlemskroner i gratisaviser i hovedstaden; hvad bliver det næste fejlskud? - hvis det skrantende renomme, både internt og eksternt skal genoprettes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her