DER ER pres på universiteternes styreform. Regeringens forskningskommission og et bredt flertal i Folketinget vil gøre op med medarbejderdemokratiet, hvor rektor vælges af universitetets ansatte og de studerende. I stedet foreslås det, at rektorer fremover ansættes af en uafhængig bestyrelse efter åbne stillingsopslag. Lad det være sagt med det samme: Nytænkningen skal være velkommen. Kvaliteten af forskningen og uddannelsen på landets universiteter er helt afgørende for Danmarks fremtid, og det kræver handlekraftig ledelse. Og handlekraftig kan man ikke just kalde en rektor, som skal holde sig gode venner med så mange af sine medarbejdere som muligt for at blive genvalgt. DER ER behov for ændringer af universiteternes ledelse, og en ekstern bestyrelse kan være en mulighed. Men det kræver, at bestyrelsen reelt er uafhængig og altså også uafhængig af snævre politiske og erhvervsmæssige interesser. Det vil ikke forbedre kvaliteten af arbejdet at få bestyrelser fyldt med talende jakkesæt fra erhvervslivet, som ikke ved noget om undervisning eller forskning. Eller endnu værre: ministerielt udpegede embedsmænd, der viderebringer en landspolitisk dagsorden. I begge tilfælde vil det gå ud over universiteternes unikke position som selvstændige institutioner, der er garanter for forskningsfrihed. Ideelt set må repræsentanterne i en ny bestyrelse findes blandt folk, som har kendskab til universitetsmiljøet, men som samtidig er uden for de interne magtkampe om at få størst mulig andel i bevillingerne. I DET videre arbejde med at finde en ledelsesform og sammensætning af de nye bestyrelser er det helt afgørende, at universiteternes ledelse og medarbejdere rykker frem på banen og bidrager med deres viden og erfaring. Det er der desværre ikke meget, der tyder på, at de vil gøre. Tvært-imod har reaktionen fra universiteterne hidtil været en fornærmet afvisning af, at der kan være noget at kritisere ved medarbejderdemokratiet. Denne rituelle afvisning illustrerer netop svagheden ved den nuværende ledelse: en krampagtig fastholdelse af status quo, fordi det er den sikre vej til at blive genvalgt. For forskningens og for de studerendes skyld må vi håbe, at universiteterne går mere konstruktivt ind i debatten.