ULVEN kommer. Sådan er der advarende blevet råbt i mange år i dansk fodbold - og råbet er kommet fra dem, der kunne se, at de danske topklubber ville bryde ud af Dansk Boldspil-Union og skabe sin egen turnering. Ud fra et ønske om at kunne drive en professionel forretning uden indblanding fra amatørsjæle. ULVEN kommer. Sådan er der advarende blevet råbt i mange år i dansk fodbold - og råbet er kommet fra dem, der kunne se, at de danske topklubber ville bryde ud af Dansk Boldspil-Union og skabe sin egen turnering. Ud fra et ønske om at kunne drive en professionel forretning uden indblanding fra amatørsjæle. Men det er blevet ved truslen. For når det kom til stykket, kunne de dominerende klubber og deres oprørske formænd og direktører nemlig ikke finde fodslag. De indbyrdes stridigheder var større end viljen til at skabe fælles front mod moderorganisationen, der har styret dansk fodbold fra top til bund siden 1889. Nu lyder råbet igen, og denne gang er der grund til at spidse ører. De klubber, der tegner elitefodbold, bærer ikke længere forenings-kappen - de er klædt på til forretningsfrokoster og målbevidst færden i aktionærkredse. Og fodbold-forretningerne synes nu, for første gang i tiden med professionel fodbold, at have opnået så megen fællesskabs-følelse, at de er parate til et afgørende slag med alle dem, der vil stå i vejen for topklubbernes krav om fuldstændig råde- og forhandlingsret over turneringen og tv- og sponsoraftaler. FORELØBIG er revolutionen gået i udvalg. De 12 klubber, der spiller i Superligaen, har accepteret at deltage i et udvalgsarbejde i Divisionsforeningen, der tæller landets 44 divisionsklubber - et udvalgsarbejde, der skal føre til et fælles udspil til DBU. Men ingen er i tvivl om, at dette er et skalkeskjul. De 12 topklubber ved, hvad de vil, og hvis ikke de øvrige klubber retter sig ind, så bryder toppen i første omgang ud af Divisionsforeningen. Derefter følger opgøret med DBU. Og det bliver dramatisk, hvis ikke begge parter er indstillet på at rense ud i deres fordomme og i den konfrontationsretorik, der har præget samarbejdet i 20 år. Topklubberne må forstå, at de ikke kan være en ø i dansk fodbold - og DBU, der lever højt og flot af de professionelle spilleres indsats på landsholdet, må indse, at fodbold som forretning ikke kan spærres inde i amatørismens foreningsstruktur.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
