PÅ DAGENS sportssider langer den århusianske biskop Kjeld Holm kraftigt ud efter Danmarks Idræts-Forbund, der som et led i en større besparelsesrunde på ca. 18 millioner kroner har valgt at nedlægge sin flygtninge- og indvandrertjeneste og fyre de to konsulenter, der vejleder landets klubber i integrations-spørgsmål, og som også iværksætter forskellige idrætsprojekter blandt indvandrere. I Danmarks Idræts-Forbund siger man, at flygtninge- og indvandrertjenesten ikke er en kerneopgave for forbundet, og at den i stedet bør løftes af kommunerne og de lokale idrætsforeninger, nu da integrationsopgaven er gledet fra staten over til kommunerne. Hertil siger biskop Kjeld Holm, at idrætten ikke kan melde sig ud - at »det er vores alle sammens opgave«. Det er hans opfattelse, at idrætslivet i integrationsopgaven kan være en løftestang for hele det øvrige samfund. DEN fodboldglade biskop, der er formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, har ret. Det statsstøttede idræts-forbund må bære sin del af ansvaret for en vellykket integrationspolitik i Danmark - og derfor er det uanstændigt, at man sætter sine to indvandrer-konsulenter på porten. Tjenestens årlige omkostninger på 1,3 mio. Kroner i et budget på ca. 200 millioner bør kunne findes et andet sted. Vist kan og skal Danmarks Idræts-Forbund ikke klare opgaven alene. Den store indsats skal ydes ude i kommunerne, der har de dagligdags problemer tæt inde på kroppen, og hvor et fællesskab gennem idrætten næsten er altafgørende for en vellykket integration i lokalsamfundet. Men det er pokkers vigtigt, at man i Danmarks Idræts-Forbund bevarer ekspertisen og det store overblik - og at man derfra kan dele ud af sine erfaringer og styre arbejdet i den rigtige retning. Danmarks Idræts-Forbund må stå ved sin vigtige samfundsopgave, flotte ord fra årsmødets talerstol gør det ikke alene - der skal handling og penge bag. Derfor: Om igen, DIF.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
