STOL ALDRIG på direktøren. Tjek ham hellere en ekstra gang. Det er læren, hvis konklusionerne i den uvildige granskningsrapport om SAS-sagen skal tages bogstaveligt. En rapport, som mandag fik SAS bestyrelse til at trække sig, fordi den ikke havde været tilstrækkelig skeptisk over for Jan Stenberg, den forhenværende topchef i SAS. Rapporten kan ikke påvise, at bestyrelsen kendte til den ulovlige kartelaftale med Maersk Air. Men alligevel mener de tre jurister bag rapporten, at der er grund til at kritisere bestyrelsen for, at den ikke holdt ledelsen fast og undersøgte sagen til bunds umiddelbart efter konkurrence-myndighedernes razzia sidste år. Umiddelbart lyder kritikken tilforladelig, og der er ingen tvivl om, at SAS- bestyrelsen har optrådt med en fatal sendrægtighed i kartelsagen. Omvendt ligner det en overreaktion, at hele bestyrelsen vælger at gå på det nuværende grundlag. MAN KAN derimod ikke beskylde sagens anden part, A.P. Møller, for at handle overilet. Den umiddelbare handlekraft i forbindelse med de pænt indpakkede fyringer af bestyrelsesformanden i Maersk Air, skibsreder Bjarne Hansen, og selskabets direktør, Ole Dietz, er den seneste uge afløst af pinlig tavshed. Der er ellers nok at forklare: Hvad betyder det for eksempel, når EU-kommissionen i sin redegørelse for kartelsagen skriver, »at A.P. Møller- ledelsen hele tiden blev holdt underrettet om udviklingen i forhandlingerne med SAS og godkendte de aftaler, Maersk Air nåede frem til med SAS?«. Siden redegørelsen blev offentliggjort 11. september, har medierne forgæves forsøgt at få en kommentar fra A.P. Møllers øverste ledelse, der som bekendt består af bestyrelsesformand Mærsk Mc-Kinney Møller og administrerende direktør Jess Søderberg. Men tavsheden er total. Eneste respons fra rederiet er en henvisning til den pressemeddelelse, Mærsk Mc-Kinney Møller udsendte 1. august. Her kaldte han kartelsagen »et ulykkeligt, enkeltstående tilfælde«. For en mand og en virksomhed, der med levereglen »rettidig omhu« ynder at promovere sig selv som rollemodel for Danmark og dansk erhvervsliv, er tavsheden pinlig og uværdig. Hvis Mærsk Mc-Kinney Møller vil leve op til det omdømme, som han så nænsomt plejer, bør han som minimum levere en forklaring på EU-kommissionens redegørelse eller have så meget pli, at han fremover melder afbud til de rituelle fejringer af ham som Danmarks fremmeste erhvervsmand. Det skylder han dansk erhvervsliv.