EFTER AT have været bandlyst fra de danske butikshylder i en snes år tyder det nu langt om længe på, at dåsebajerne får et fuldt fortjent comeback. I den verserende sag om det danske forbud ved EU-domstolen anbefalede generaladvokaten, der er en slags underinstans, i sidste uge domstolen at underkende de danske regler. Ganske vist er general-advokatens udtalelse ikke mere end et godt råd til domstolen, men de følges dog i de fleste tilfælde. Hvis EU-domstolen underkender det danske forbud, vil det være på høje tid. Det kan meget vel være, at forbuddet var velbegrundet, da det blev indført i 1981. Men det var dengang, som årene er gået, er det i stigende omfang blevet klart, at der ikke længere er nogen som helst logisk sammenhæng mellem et dåseforbud og en forsvarlig miljøpolitik. Eller for den sags skyld et returpantsystem. MILJØMINISTER Svend Aukens endeløse kamp for at bevare dåseforbuddet virker derfor mere og mere som Don Quijotes berømte strid med vindmøller. Som generaladvokaten fremhæver i sin udtalelse, kan over 80 procent af de materialer, der bruges i de forhadte dåser, i vore dage genbruges selv uden et pantsystem. Og hvis ministeren endelig er så forelsket i et returpantsystem - trods anklagerne om, at det med transport og skylning ikke er nær så miljørigtigt, som det umiddelbart virker - kan vi hilse fra både bryggerierne og detailhandlen og sige, at de har planerne om et pantsystem for dåser liggende klar i skuffen. Herfra, hvor mange af os med glæde har nydt den forbudne dåsefrugt i udlandet, uden at verden eller miljøet er faldet sammen af den grund, håber vi i al fald inderligt, at dommerne i Luxembourg - hvor dåserne flyder frit - følger generaladvokatens kloge råd og dropper det danske forbud. Med en anelse held kunne det også få mere gang i salget af de udenlandske øl i Danmark. Ja, hvem ved, måske kunne det endda gøre EU lidt mere populært.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
