I DETTE land har vi ytringsfrihed. Det er en helt fundamental ret, som også giver plads til fremsættelse af ekstremistiske synspunkter. Ganske vist har vi en lovgivning, der sætter visse grænser for ytringsfriheden for så vidt angår personlige injurier og forhånende bemærkninger om befolkningsgrupper på grund af deres race og religion. Men det er altid en nødløsning at anvende juraen, når vi har det frie ord til at advare og tage afstand fra ekstreme og uansvarlige holdninger. Weekenden bød på to offentlige markeringer, som det snarere er en pligt end en ret at ytre sig imod. Over for 700-800 muslimer i sin moské på Dortheasvej i det københavnske nordvestkvarter erklærede en af Danmarks fremtrædende imaner Ahmad Abulaban fredag aften, at han ikke havde plads til at vise medfølelse over for de flere tusinde uskyldige civile ofre for terrorangrebene mod USA i sidste uge. Vi tager skarpt afstand fra så provokerende og uansvarlige udtalelser fra en mand, der indtager en position som åndelig leder for mange herboende mennesker. LIGE SÅ STOR afstand tager vi fra Dansk Folkepartis kyniske udnyttelse af situationen til at sætte lighedstegn mellem islam og terrorisme og udråbe hovedparten af de herboende muslimer som værende en femte kolonne for islamisk terrorisme. Det er dybt beskæmmende, at partiets EU-parlamentsmedlem Mogens Camre får partilederen Pia Kjærsgaards fulde opbakning til udtalelser om, at »der går en lige linie fra den usle voldtægtsmand, over ham, der omskærer sin datter, tvinger sin hustru til at bære tørklæde og til ham, der i religiøs fanatisme flyver et passagerfly ind i World Trade Center«. Denne opildnen til had mod herboende muslimer kalder på klar afstandtagen, også - og ikke mindst - fra Venstres og de konservatives politiske ledere. Ikke kun globalt, men også nationalt er det vigtigt at stå sammen mod ekstremisterne. Det forudsætter, at man i den nuværende politiske og følelsesmæssigt højspændte situation udtaler sig med elementær omtanke.