AT DET er lykkedes festivalen Images of the Middle East at få de inviterede deltagere til at møde op få måneder efter, at Danmarks image i Mellemøsten har lidt alvorlig skade, er en glædelig nyhed og et udtryk for, at festivalens mange kunstnere har ønsket dialog frem for konfrontation. Som noget nyt har dette års festival sat litteratur på programmet. I den anledning har man fået oversat og udgivet en række tekster i antologien 'Broen - litterære billeder fra Mellemøsten'. Anmeldelserne af bogen har været overbevisende: Teksterne er af høj litterær kvalitet. af en artikel i Berlingske Tidende i går så det ud til, at de litterære kriterier ikke havde stået alene. Bogen er nemlig sponsoreret af det saudiarabiske Kingdom Holding, som styres af et medlem af den saudiarabiske kongefamilie. Artiklen hævdede, at selskabet havde betalt udgivelsen, dog på den betingelse, at der ikke var israelske forfattere med i bogen. Politiken kan imidlertid i dag fortælle, at sagen tilsyneladende stiller sig noget anderledes. Det er ikke Kingdom Holding, der har stillet krav om, at der ikke må være israelske forfattere med i bogen. Da man ikke kunne skaffe dansk finansiering, fik man i 2005 den islamiske uddannelsesorganisation, ISESCO, til at finansiere bogen, og som det er kutyme, kunne ISESCO kun støtte et rent islamisk projekt, men accepterede, at systemkritiske forfattere kunne bidrage. man så mene, at det er for dårligt, at løven ikke vil hvile med lammet, og at man således ikke kan få både israelske og islamiske forfattere i samme antologi. Det er dog givet, at pragmatisme og kompromisvillighed er vigtige dyder i arbejdet med at skabe dialog på tværs af kulturer. Formålet med antologien er at skabe bro mellem Mellemøsten og Danmark, ikke fred i Mellemøsten. Det er da ærgerligt, at man ikke kan få alle stemmer med i koret. Men det afspejler jo desværre blot den politiske situation i området. Det er naivt, og måske endog farligt, at foregøgle, at alle uenigheder kan lægges til side, og at alt er i den skønneste orden, hvis blot de to parter er ligeligt repræsenteret i bøger og til festivaler. At festivalen skulle kunne være et rent 'kulturelt' foretagende renset for politisk virkelighed, er mildt sagt urealistisk. Det kan tværtimod være en fordel, at de synspunkter, der er til stede i den blodige virkelighed, også præsenteres i den kulturelle refleksion. Gårsdagens historie i Berlingske Tidende om saudiarabisk censur og diktat viser sig i dag at være en saudiarabisk redningsaktion for en dansk festival, der ikke kunne skaffe dansk finansiering til en vigtig bogudgivelse. Så besværlig er virkeligheden for det meste.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
