400 skæbner

Lyt til artiklen

VI HAR I denne uge rettet søgelyset mod den triste realitet, at alt for mange børn - omkring 400 hvert år - fødes med alvorlige skader, der skyldes deres mødres alkoholmisbrug. Vi har gjort det ikke bare ved at fortælle et sådant barns historie, men også ved i reportager og interview at indkredse problemet, høre på de sagkyndige og pege på mulige løsninger. På torsdagsavisens forside rejste vi - via uenige sagkyndige - spørgsmålet om, hvorvidt der i visse tilfælde kan og skal bruges tvang over for de pågældende mødre for at undgå de konsekvenser for børnene, der kan være så alvorlige, som tilfældet er. Og i dagens avis støtter et bredt politisk flertal, at en vis grad af tvang kan være nødvendigt for at redde de truede børn. KONKRET ER det to meget forskellige tvangsmidler, der er på tale. Det ene går ud på at påtvinge mødre, der ikke kan bryde med et massivt misbrug, abort. Det er et meget voldsomt indgreb, som det forekommer os svært at forsvare. Også og netop retten til fri abort er jo ikke mindst begrundet i kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Sådan et indgreb forekommer os derfor - både efter sin art og sine konsekvenser - at være for vidtgående i et frit samfund. Det forhold, at både misbrug og skadevirkninger trods alt er relative størrelser, med plads til mange forskellige udfald, trækker i samme retning. Et liv med medfødte dårligdomme eller egentlige handikap behøver som bekendt langtfra være et meningsløst liv. DET ANDET tvangsmiddel går ud på at tvangsindlægge moderen under graviditeten for om muligt at hjælpe hende ud af misbruget og for under alle omstændigheder at beskytte det kommende barn. Også det er en frihedsberøvelse, men vi kender fra psykiatrien nødvendigheden af sådanne indlæggelser - når den pågældende kan være til skade for både sig selv og andre. Det må siges i høj grad at være tilfældet her. Så vidt vi forstår, praktiseres en sådan tidsbegrænset tvang i både Sverige og Norge. Det er svært at se, at fordelene ikke opvejer ulemperne. Men vigtigt er det at huske, hvor afgørende forebyggelse og tidlig hjælp under alle omstændigheder er, og ikke mindst, at alle landets større kommuner lader sig inspirere af de resultater, der er nået i København.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her