10 ÅRS FÆNGSEL. Sådan lød dommen, da den kinesiske journalist Shi Tao sidste år blev kendt skyldig i at have udleveret statshemmeligheder. Shi Taos forbrydelse var, at han i en anonymiseret mail til et amerikansk website havde refereret de kinesiske propagandamyndigheders krav til den avis, hvor han arbejdede. Mailen sendte han fra en konto oprettet hos det amerikanske firma Yahoo, og af udskrifterne fra retssagen fremgår det, at myndighederne fandt frem til Shi Tao netop med hjælp fra Yahoo. Yahoo fortalte simpelthen, hvem der stod bag mailen. Det er ikke det eneste eksempel på, at Yahoo har hjulpet de kinesiske myndigheder i anslag mod ytringsfriheden. Ifølge en ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International kan arrestationen af en anden journalist, Li Zhi, kædes sammen med udlevering af oplysninger fra Yahoo. Heller ikke Microsoft og Google holder sig tilbage fra at hjælpe det kinesiske styre. Microsoft har lukket hjemmesider på opfordring af de kinesiske myndigheder, og Google har indvilget i at fremstille en censureret version af sin søgemaskine til det kinesiske marked. Massakren på Den Himmelske Freds Plads, oprør i landsbyer, Falun Gong-sekten - alt det forsvinder eller forvandles til den officielle kinesiske version af sandheden på google.cn. FOR INTERNETGIGANTERNE handler det om et af verdens hurtigst voksende og mest indbringende internetmarkeder med 110 millioner brugere. Men ved at udlevere oplysninger om sine brugere til det kinesiske regime er virksomhederne med til at undergrave den demokratiserende og frigørende effekt, som et åbent og ucensureret internet ellers har. Man kan mene, at nogen information er bedre end ingen, og at de demokratiske kræfter vil få bedre plads, i takt med at kineserne bliver rigere. Problemet er imidlertid, at magthaverne i Beijing indtil videre har haft overraskende stor succes med at holde de demokratiske spirer nede. Siden studenteroprøret blev knust i 1989, er den kinesiske økonomi buldret frem, uden at det har affødt mere frihed og demokrati. Internetgiganternes følgagtighed er desværre med til at forstærke Beijings tro på, at man fortsat kan slippe af sted med at ignorere basale frihedsrettigheder.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
